Sionko lagde op til kampens enlige scoring

Vores nye tjekkiske højrekant-spiller Libor Sionko fik en godkendt debut på Nrgi Park i Århus i dag, da mestrene sikrede sig en smal 1-0-sejr på et fremragende hovedstødsmål af Atiba Hutchinson efter 22 minutter. Og det var netop Libor, der med en præcis centring lagde op til canadierens hovedstødsmål.

 

Allerede efter 7 minutter stod han for kampens første afslutning, da han sendte et fladt langskud lige ved siden af AGF-målet, og et kvarter efter var han ophavsmand til det afgørende mål, da han snød sin modstander i  højre side af feltet og kom til baglinien.

 

- Jeg kunne se, at Hutch stod fri midt i feltet, og det var dejligt at se han sendte den ind, sagde Libor efter kampen, hvor han dog ikke selv var helt tilfreds med sin indsats.

 

- Jeg kan gøre det bedre! 1. halvleg var OK, men ikke 2. halvleg, det var ikke nogen køn kamp, sagde han og undlod at henvise til at det gjaldt de fleste af hans holdkammerater, som ikke rigtigt fik det offensive spil til at flyde efter pausen.

 

Libor Sionko i aktion. Foto: Carl Redhead

 

Libor ville endnu ikke bedømme niveauet i den danske SAS Liga efter kun en enkelt optræden, men der skal nok komme mange flere optrædender fra hans side. Dog ikke på tirsdag i Jerusalem, hvor han ikke er spilleberettiget.

 

>>>Læs alt om kampen i Århus lige her!