Øster Farimagsgades Skole i Telia Parken

School's out - tak for besøget!

Siden den 11. maj har Telia Parken lagt lokaler til ca. 200 skoleelever fra Øster Farimagsgades Skole, som på grund af COVID19-smittefaren havde brug for ekstra lokaler.

I denne uge ringede klokken for sidste gang inden sommerferien, og når eleverne møder ind igen den 10. august er de tilbage på deres egen hjemmebane i Øster Farimgagsgade.

Et skole-eventyr for eleverne
"Det har været et skole-eventyr for vores elever på 4-5. klassetrin – og for 6. klasserne, som kom direkte hjemmefra efter skolelukning i 6 uger," fortæller Axel Bech, der er skoleinspektør på Øster Farimagsgades Skole.

"Eleverne har blandt andet hørt om, set og oplevet det professionelle liv for fodboldspillere og for den gruppe, der lever af at slå græs, de har set spillernes omklædningsrum, og de har mødt William Kvist."

"Så en kæmpe tak til alle, der har hjulpet, så vi har kunnet være her i stedet for derhjemme. Det er især Lars Mercebach og Kim Stevnsborg, der fået det hele til at køre, men også en kæmpe tak til Centerchef i BUF, Mette Kilde Corfitzen, som har sørget for alt det praktiske omkring udstyr og flytning m.m. Og endelig en tak til Lars Bo Jeppesen, der efter kun 9 dage på posten som ny direktør i FCK kunne byde os velkommen i Parken mandag den 11. maj," slutter Axel Bech.

Skoleleder Axel Bech
Skoleleder Axel Bech ved "første skoledag" i Telia Parken i maj. Foto: FCK.DK


Vi har nydt at have besøg
Som nævnt har især Lars Mercebach, Chief Operational Manager, og Kim Stevnsborg, Operation Manager, været involveret i at skabe rammerne om skolens besøg:

"Det er dejligt, at vi har kunnet hjælpe nogle af byens børn, når vi i forvejen ikke selv har kunnet bruge lokalerne," siger Lars Mercebach. "Først og fremmest for skolens og elevernes skyld, men vi har også nydt at have lidt liv i huset i de stille perioder."

"Det glæder os at høre, at lærere og elever har været tilfredse med forløbet, for det har selvfølgelig ikke været det samme som at gå i skole i de vante omgivelser. Men rammerne har forhåbentlig givet nogle andre tanker og muligheder, for stedet rummer jo meget fodbold-, idræts- og kulturhistorie."


Gense videoen fra elevernes første skoledag