Sæsonkort & abonnement: Gentegning & salg til næste sæson starter mandag!
På mandag åbner vi for salget af abonnementer og sæsonkort til den kommende sæson.
Herunder har vi samlet over overblik over, hvad du som nuværende kortholdere/abonnent skal forholde dig til, samt muligheder for dig, der går og overvejer, om du skal være en fast del af de store oplevelser i Parken.
Vi glæder os til at fylde Parken
Efter en sæson, hvor tribunerne i Parken for længe har stået tomme, er det glædeligt at kunne se frem mod en ny sæson, hvor vi forventer at kunne fylde Parken igen.
At fodbold intet er uden fans, er en sandhed, der blot er blevet bestyrket under det lange forløb med Covid-19 restriktioner i fodboldens verden.
Og vi er meget optimistiske for den kommende sæson. Med den udvikling vi ser med Superligamodellen, hvor vi til de sidste tre hjemmekampe kunne invitere alle kortholdere og abonnenter i Parken, samt et kommende EM i Parken med en kapacitet på 15.900, så forventer vi, at kunne fylde Parken helt i løbet af den kommende sæson.
Vi forventer adgang til alle kampe og fuld kapacitet i 2021
Vi forventer, at alle sæsonkortholdere og abonnenter i sæsonen 21/22 tilbydes plads til alle sæsonens kampe (uden opskrivning til kampe), samt at vi allerede i efteråret 2021 rammer fuld kapacitet i Parken.
Gentegning af sæsonkort
Har du sæsonkort (Platinkort eller C-tribunekort), får du mandag den 31/5 en e-mail med information om gentegning. Så hold øje med indbakken.
I mailen gør vi dig opmærksom på dine muligheder for 21/22-sæsonen, fristen for at gentegne dit sæsonkort med 10% gentegningsrabat, samt information om øget gentegningsrabat, hvis du har valgt dette ifm. kompensation for foråret 2021.
Din plads i Parken er selvfølgelig reserveret til dig frem til gentegningsfristen.
Info til dig med abonnement
Har du abonnement (kort-abonnement eller billet-abonnement), så kører det videre, og du skal altså ikke gentegne, som sæsonkortholdere skal.
Dit abonnement løber videre helt automatisk, så du er allerede sikret adgang til den kommende sæson i Parken.
Vi sender dig også en mail på mandag med denne information, ligesom du får information om den evt. øgede rabat, hvis du har valgt denne ifm. kompensation for foråret 2021.
Det åbne salg af kort & abonnementer
Mandag den 31/5 er både startskud for gentegning af nuværende sæsonkort samt åbent salg af abonnementer og sæsonkort til 21/22-sæsonen.
Indtil gentegningsfristen kan du købe de pladser i Parken, der ikke er reserveret til nuværende kortholdere og abonnenter. Efter gentegningsfristen frigiver vi også de pladser, som ikke er blevet gentegnet.
Disse pladser kan du allerede på mandag skrive dig op til på venteliste, så hold øje med FCK.DK.