Så ruller bolden atter

På lørdag klokken 17.00 ruller bolden atter i landets bedste række, når AaB og F.C. København tyvstarter årets Danmarksturnering med rundens fremskudte kamp på Aalborg Stadion.

To ugers ferie blev det til for spillerne efter at de triumferede så smukt i juni måned med erobringen af Danmarksmesterskabet 2003. Efterfølgende har den stået på hård daglig træning kombineret med sommerturneringskampe mod blandt andre Rosenborg (1-2) og Galatasaray (1-1, ordinær tid). Finpudsningen forud for afrejsen mod Aalborg på lørdag med fly er nu i fuld gang ude på KB's anlæg, og det er en samling spillere, der forventningsfulde ser frem til at forsvare "skabet" ligesom gode præstationer i europæisk regi efterstræbes.

Opstarten har dog været besværet en smule af at visse spillere har pådraget sig mindre skader. Pettersson har været plaget af sin gamle skade i låret og betegnes som tvivlsom til kampen på lørdag. Også Morten Bisgaards deltagelse er i fare, da han slæber rundt på en genstridig lyskenskade, mens Martin Bergvold ligeledes døjer med problemer i lysken. Tvivlsom til opgøret er også Tomas Antonelius. Han har trænet udmærket med og deltaget i et par af sommerens træningskampe, men helt fit for fight er den lille svensker endnu ikke, i det han endnu har svært ved at foretage sig de nødvendige tempo-og retningsskift visse kampsituationer kræver.

Omvendt ventes det at forårets store spiller, Peter Nielsen, overvinder sine rygproblemer, og det spåes at han træner med resten af truppen fra torsdag eller fredag af.

AaB der sluttede sidste sæson af på udmærket vis og klarede skærene i bundstriden har i løbet af sommeren sagt farvel til flere rutinerede navne. Således har Diego Tur, Brian Priske og Andres Oper alle fundet nye græsgange, mens Erik Bo Andersen alias Røde Romario har valgt at indstille karrieren.

Eneste tilgang på AaB-mandskabet er Allan Olesen, der har en fortid i både AB og St. Etienne. Skadeslisten tæller de to nordiske forsvarsklipper, Kleber Saarenpää og Bård Borgesen, som begge er ude med langtidsskader.

Sidste gang de to hold mødtes var i PARKEN i april 2003 med en 1-0 sejr til følge for ålborgenserne. Derfor er det Byens Hold, der har revanche til gode og bliver det til sejr vil det være niende gang at det lykkes på Aalborg Stadion. Ellers er det blevet til seks uafgjorte og fem nederlag på denne bane.

En ny og særdeles spændende sæson venter forud og første vigtige skridt mod forsvaret af det danske mesterskab tages således på lørdag. Tag selv turen til Aalborg og hjælp holdet med at kick-starte sæsonen med en sejr.