Reserver: OB-FCK 0-1

F.C. Københavns reserver vandt her til eftermiddag sin fjerde sejr ud af fem mulige i reserveholdsturneringen. Kampen mod OB blev spillet på udebane i Odense, og efter 90 minutter kunne FCK trække sig sejrrigt ud af opgøret med de stribede.

F.C. Københavns målscorer var Thomas Lundbye som fulgte godt op på et skud fra Martin Bergvold efter cirka 35 minutters spil.

- Det var en god præstation af hele holdet. Vi sidder på kampen gennem samtlige 90 minutter og 1-0 er misvisende - vi burde have vundet større, sagde Per Wind er kampen.

OB måtte flere gange give et stort klap på skulderen til deres målmand, Mads Toppel, som havde flere mirakuløse redninger. Blandt de mange brændte chancer, var der en trippel-chance (!!) til Thomas Lundbye, men Toppel stod i vejen ved alle tre forsøg.

Hjalte Nørregaard var banens bedste. Fra den centrale midtbane bandt han holdet godt sammen og leverede samtidig en arbejdsindsats der var Erik Mykland værdig.

Hvilken placering F.C. København ender på i øst-puljen afhænger af Brøndby IFs sidste kamp. Sikkert er det dog, at det bliver en første- eller andenplads og skal derfor møde enten nummer ét eller to fra vest-puljen.