Mohamed Elyounoussi

Reaktioner fra mixed zone efter sejren over Vejle

Efter 2-1 sejren over Vejle Boldklub samlede vi nogle reaktioner fra Neestrup og spillerne i mixed zone.

Christian Sørensen mente, at det var en svær kamp, for Vejle stod meget dybt i store dele af kampen.

”Det er ikke nemt at møde et hold, som står så langt tilbage på banen, så nogle gange skal der lidt ekstra til,” fortalte Christian Sørensen.

”Vi må erkende, at Vejle gjorde det godt i forhold til den taktik, de havde lagt, og vi skulle grave dybt for at finde løsninger. Vi ramte nogle bredere punkter, og spillede tidligere i feltet end vi plejede. Men det skal vi også kunne, for det er ikke sidste gang, vi møder et hold, der gør som Vejle,” sagde venstrebacken.  

Han blev fulgt op af Mohamed Elyounoussi.

”Vejle lå meget lavt og prøvede at ramme os på kontra, men jeg synes, at vi har fuld kontrol det meste af kampen. Efter deres mål synes jeg, vi tager større risici, hvilket vi selvfølgelig også er nødt til for at skabe nogle større chancer. Derfor kom vi til flere indlæg, som vi også scorede på,” sagde Elyounoussi i mixed zone efter kampen.

Udskiftningerne blev brugt godt i dag  
”Vi brugte vores udskiftninger rigtig godt i dag, og specielt Corner og Lerager fik vi placeret godt, og det skabte et godt tryk i feltet," sagde Jacob Neestrup.

"Achouri udfordrede, Sørensen bidrog med det han skal, og Ankersen var fuldstændig fremragende. Derfor lykkedes vi godt med vores udskiftninger i dag,” sagde cheftræneren.

Netop indskiftningerne mente Christian Sørensen også var afgørende for kampen.

”Jeg synes, at indskiftninger viste forskellen på F.C. København og Vejle, for vi blev ikke svækket ved at skifte ud,” tilføjede han.

Ros til Sørensen fra cheftræneren
Jacob Neestrup mente, at Christian Sørensen var med til at gøre forskellen i dag.

”Jeg er rigtig glad for Sørensens præstation i dag, for sådan en kamp er en dåseåbner for ham, og det gør han rigtig godt. Sørensen var fuldstændig fremragende i dag på det, han er god til,” fortalte Neestrup.

Han blev fulgt op at Mohamed Elyounoussi, som også var godt tilfreds med den assist, som Sørensen leverede til ham.

”Sørensen kom godt ud på siden, og alle ved, at han har en god venstrefod. Derfor handlede det for mig om at komme ind i boksen. For mange er det måske en overraskelse, at jeg scorer på hovedet, men dem der kender mig, ved at jeg er god på hovedstød,” sagde Moi om matchvinder-målet.

Der er plads til forbedring
Selv om Jacob Neestrup var tilfreds med resultatet, mener han stadig, der er plads til forbedring.

”Vi arbejded på det defensive aspekt både kollektivt og individuelt, og vi håber, at vi kan se forbedringer hurtigst muligt. Vores bedste defensive kampe har været mod nogle rigtig gode modstandere som Bayern München, Rakow og Sparta Prag.”

”Jeg synes, vi var for åbne i vores organisation i dag, og vi fik ikke lagt det rette tryk. Vi stressede over at skulle score, men fra det halvfjerdsende minut og frem synees jeg, at vi tog hånd om kampen og skabte et hav af chancer,” sluttede Neestrup.

Arbejdet skal fortsættes
Ifølge Elyounoussi gælder det nu om at fortsætte det gode arbejde.  

”Det var dejligt at score i Parken, for det har jeg ikke prøvet endnu. Men det handler om at fortsætte det gode arbejde. Landsholdspausen har været god for mig og holdet, og jeg føler, at vi er blevet endnu bedre,” sluttede Mohamed Elyounoussi.