Telia Parken

PS&E: Positiv præcisering af forventningerne til året

PARKEN Sport & Entertainment A/S foretager positiv præcisering af de udmeldte forventninger til året

Fra en omsætning i niveauet 760 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 60 til 75 mio.kr. forventes en omsætning i niveauet 780 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 65 til 75 mio.kr.

Koncernomsætningen i 1.-3. kvartal 2019 udgjorde 599,4 mio.kr. mod 576,8 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år, og primært resultat udgjorde 50,7 mio.kr. mod 58,6 mio.kr. i samme periode sidste år.

”Samlet set så er vi tilfredse med, at vi kan fastholde forventningerne til årets resultat med den mindre præcisering, og at vi har taget positive skridt på en række områder. Omkring F.C. København har der været stor transferaktivitet og vi har realiseret nogle store salg og geninvesteret en del i truppen som følge af disse, mens holdet har kvalificeret sig til Europa League-gruppespillet, hvor man efter de første tre kampe står med fornuftige muligheder for avancement,” siger bestyrelsesformand Bo Rygaard.

Resultat af transferaktiviteter udgjorde i 1.-3. kvartal 2019 +63,8 mio.kr. (1.-3. kvartal 2018 +58,4 mio.kr.). Resultat før skat udgjorde 75,5 mio.kr. mod 80,3 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år. Resultat af ophørende aktiviteter udgjorde +0,4 mio.kr. mod -252,8 mio.kr. i samme periode sidste år og kan henføres til Fitness.dk, der blev solgt i 2018.

Periodens samlede resultat udgjorde 57,0 mio.kr. mod -190,1 mio.kr. i samme periode sidste år.

”Vi kan fortsat se, at beslutningen om at koncentrere os om vores kerneforretninger efter salget af Fitness.dk har været den rigtige for PARKEN Sport & Entertainment. Omkring Lalandia er der også mange positive ting at glæde sig over. Vi har haft en meget fin højsæson i vores nuværende centre i Rødby og Billund, og arbejdet med at realisere nye Lalandia centre i Søndervig på den jyske vestkyst og i Motala i Sverige skrider planmæssigt fremad.”

”Vi ser lyst på fremtiden for selskabet og glæder os over udsigten til at fortsætte den positive udvikling med de projekter, der er på vej,” slutter Bo Rygaard.
 

Resumé 1. januar-30. september 2019

  • Koncernomsætningen udgjorde 599,4 mio.kr. mod 576,8 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år, og primært resultat udgjorde 50,7 mio.kr. mod 58,6 mio.kr. i samme periode sidste år.
  • Resultat af transferaktiviteter udgjorde i 1.-3. kvartal 2019 +63,8 mio.kr. (1.-3. kvartal 2018 +58,4 mio.kr.).
  • De finansielle poster udgjorde -33,2 mio.kr. og var på niveau med samme periode sidste år.
  • Resultat før skat udgjorde 75,5 mio.kr. mod 80,3 mio.kr. fra de fortsættende aktiviteter i samme periode sidste år.
  • Resultat af ophørende aktiviteter udgjorde +0,4 mio.kr. mod -252,8 mio.kr. i samme periode sidste år og kan henføres til Fitness.dk, der blev solgt i 2018.
  • Periodens samlede resultat udgjorde 57,0 mio.kr. mod -190,1 mio.kr. i samme periode sidste år.
  • Koncernens nettorentebærende gæld pr. 30. september 2019 udgjorde 1.047,5 mio.kr. (pr. 31. december 2018: 996,9 mio.kr.).
  • Koncernens kapitalberedskab var 66,2 mio.kr. pr. 30. september 2019 mod 163,9 mio.kr. pr. 31. december 2018.
  • PARKEN Sport & Entertainment A/S præciserer de udmeldte forventninger for 2019 fra en omsætning i niveauet 760 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 60 til 75 mio.kr. til en omsætning i niveauet 780 til 810 mio.kr. og et resultat før skat på 65 til 75 mio.kr.