Portræt af DM-pokalen

  

Den 27. maj 2007 kunne F.C. Københavns anfører Tobias Linderoth atter løfte DM-pokalen som tegn på at endnu et mesterskab var endt hos Byens Hold. Men hvad er det egentlig for en pokal man får som vinder af SAS Ligaen?

 

Af Jan Eliassen
DM-pokalen er den største og mest fornemme af alle danske trofæer, ikke blot sådan rent prestigemæssigt, men også økonomisk, er den nuværende pokal den største af dem alle.

 

I 1998 var reglerne ikke som i dag, for dengang kunne DM-pokalen vindes til evigt eje hvis man vandt tre år træk. Da Brøndby i 1998 vandt det tredje DM på stribe, fik de overrakt pokalen til evigt eje og pludselig stod DBU med et problem – der skulle laves en ny pokal.

 

Opgaven med at designe og lave den nye pokal tilfaldt det hæderkronede danske firma Georg Jensen. Da pokalen er håndlavet fra bunden af, og desuden er lavet i 100 % sterlingsølv, så besluttede DBU at det fremover ikke skulle være muligt at vinde pokalen til evigt eje, men at pokalen skulle være en evigt vandrende pokal. Pokalen er 42 centimeter høj, vejer 5,5 kg og har på den ene side bogstaverne DBU indgraveret, mens den anden side er reserveret navnene på alle vindere af pokalen.

 

 

  

For at have en pokal som bevis for mesterskabet, får Danmarksmesteren desuden overrakt en miniatureudgave af pokalen, en såkaldt replica-pokal, til fast ejendom. Denne pokal er, på nær størrelsen, identisk med den originale pokal, og er også lavet af Georg Jensen i 100 % sterlingsølv. DM-pokalen kostede tilbage i 1999 ikke mindre end 495.000 kr. Replica-pokalerne har en pris af ca. 25.000 kr. 

 

Debutsæsonen for den nye DM-pokal blev altså sæsonen 1998/99, hvor en vis Ståle Solbakken fik lejlighed til at hæve pokalen som spiller for AaB. Ikke mange havde dengang troet, at Ståle bare otte år senere ville løfte pokalen som træner for FCK – og det endda for anden gang!

 

I pokalens tredje leveår skete så det alle FCK’ere husker, og længe havde set frem til. Zuma saksesparkede, FCK vandt 3-1 og sikrede sig titlen. Ugen efter kunne anfører Michael Mio Nielsen så løfte den ”nye” pokal som den første FCK’er nogensinde. Siden dengang i 2001 har pokalen næsten haft fast plads i PARKEN, om end det skal anerkendes at både Brøndby og DBU har haft lånt den et par gange.

 

DM-pokalen er nu atter i F.C. Københavns varetægt, og det vil den være helt frem til den 1. april 2008, hvor den vil blive returneret til DBU.

 

Inden Danmarksmesteren 2007/08 får overrakt pokalen, vil den have været på besøg hos Georg Jensen, som i løbet af 2-3 uger sørger for at pokalen er klargjort, og hvis det er muligt, at navnet på mesteren er indgraveret, så den funklende og skinnende kan blive overrakt til SAS Ligaens vindende hold. Forhåbentlig vil det så i foråret 2008, atter være F.C. Københavns spillere, der stolt løfter Georg Jensens håndlavede pokal i vejret ...

 

 

 

 

Tidligere vindere af netop denne pokal:
1998/99 - AaB
1999/00 - Herfølge
2000/01 - F.C. København 
2001/02 - Brøndby IF
2002/03 - F.C. København
2003/04 - F.C. København
2004/05 - Brøndby IF
2005/06 - F.C. København
2006/07 - F.C. København