William Clem

Playoff-fokus: Sidste chance for Europa

Torsdag aften er det sidste chance for at kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson, når F.C. København og Brøndby IF tørner sammen i Europa Playoff.

Elyounoussi: "En slags finale"
"Det bliver en slags finale igen, og vi har noget at revanchere," siger Mohamed Elyounoussi.

"Jeg synes vi så fine ud mod Randers og prøvede at vise os frem fra en bedre side, og det skal vi bygge videre på. Vi ved alle, hvad vi spiller for. Det er et Derby, men også meget mere end det., men vi skal derud og prøve at spille vores spil og ikke tænke for meget på anledningen og konsekvenserne, men bare spille kampen."

Mads Emil: Håber på en heksekedel
Mads Emil Madsen ser også frem til et Derby med fans fra begge hold på tribunerne:

"Det bliver en fed kamp med meget på spil! Jeg tænker, det bliver endnu mere intenst end det plejer, netop fordi der er så meget på spil, så jeg håber på en heksekedel og en vanvittig stemning, og det tror jeg, at vi præsterer godt under."

Mads Emil Madsen
Mads Emil Madsen debuterede i ude-Derbyet i september. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Torsdag i stedet for søndag - kapløb med tiden
Playoff-runden var oprindeligt planlagt til søndag, men i sidste uge blev det besluttet, at den skulle spilles torsdag aften, hvis den stod mellem Brøndby og F.C. København. Politiet har oplyst, at de ikke ønskede, at den skulle spilles aftenen inden en fridag (2. pinsedag).

Det giver et par dage mindre til forberedelserne, og spørgsmålet er, om de småskadede F.C. Københavnere, der ikke var med i søndag, når at blive klar.

Tirsdag sagde Bo Svensson til pressen, at det var et kapløb med tiden, men Viktor Dadason og Elias Achouri trænede med. Oscar Buur og Jonathan Moalem spillede i går med U19-holdet, der vandt 2-1 i Esbjerg, så dem skal vi ikke forvente at se i truppen.

Vejen til playoff
Vi satte os ret tidligt i slutspillet på syvendepladsen, som giver den ene adgangsbillet til playoff, medmindre man i forvejen er kvalificeret via pokalfinalen. Det lykkedes som bekendt ikke, og FC Midtjyllands finalesejr - og andenplads i tabellen - betød, at vi skal møde nummer fire i stedet for nummer tre.

I søndags fastholdt FC Nordsjælland tredjepladsen, der giver direkte adgang til Conference League-kvalifikationen, og det tegnede længe til, at Viborg fastholdt fjerdepladsen. Men i den sidste halve time vendte Brøndby 0-2 til 3-2 i Herning på et sejrsmål langt inde i tillægstiden og rykkede dermed fra sjette- til fjerdepladsen.

Playoff-statistik: Alle gode gange tre?
Det er tredje gang på otte år, at F.C. København er i playoff om en plads i Europa-kvalifikationen, og de to første gange gik det godt.

Den 25. maj 2018 slog vi AGF 4-1 og kom i Europa League-kvalifikationen, og den 31. maj 2024 slog vi Randers FC 2-1 og kom i Conference League-kvalifikationen.

Begge kampe blev spillet i Parken, da holdet fra Mesterskabsspillet altid har hjemmebane i disse kampe.

Brøndby har en enkelt gang været i Europa Playoff, da de i 2019 slog Randers FC 4-2.

TV2 har kampen
Der er kickoff i Brøndby torsdag 18.30, og det er TV2 Sport X / TV2 Play, der sender kampen.