Parken i lilleputstørrelse

Mandag d. 10. april indvies Parken på ny, denne gang i Billund i en noget mindre udgave. Det er i Legoland, at landets nationalstadion er blevet genopført,

Der skulle bruges intet mindre end 320.000 legoklodser til at bygge stadion, og det har taget fire mand hele vinteren - nærmere bestemt 16.000 timer er der blevet brugt på stadionbyggeriet.

Modellen er bygget i skalaen 1:60, og det gør Parken 3,30 meter lang og 2,75 meter bred. Hele herligheden vejer 330 kg, og den er 65 cm høj.

Der er virkelig blevet kælet for detaljerne, og på tilskuerpladserne er der anbragt et publikum bestående af 6.629 Legomennesker. Der er sang, jubel og larm fra publikum, og der er selvfølgelig sat projektører op til at oplyse banen efter solnedgang.

Græsset er også lavet af Legoklodser, så der bliver ikke brug for at ansætte en groundsman af samme kaliber som vores egen Chris Hague!

Parken bliver som nævnt indviet mandag, hvor adm. dir. Flemming Østergaard vil klippe snoren over, og bagefter skal Jim Stjerne Hansen, generalsekretær i DBU, godkende stadion til landskampsbrug.

Derefter vil Legos direktør Mads Ryder præsentere den store Lego Fodboldcup 2000, en kolossal turnering for tusindvis af børn, som ender med en finale i Amsterdam. Hjælp til at lancere turneringen får han fra Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen og Sepp Piontek.

nsm