Optakt: Køge - F.C. København

Det er top mod bund når Byens Hold på lørdag drager en kende sydpå, for at møde oprykkerne fra Køge i SAS Ligaen 25. runde.

Forårets pointhøst har som bekendt ikke stået mål med forventningerne, på hvilken baggrund kampen på lørdag må betragtes som værende særdeles vigtig i bestræbelserne på at holde forfølgerne til førstepladsen stangen. I forhold til påskens kampe kan Hans Backe atter råde over landsholdsaspiranten Ole Tobiasen, mens de seneste ugers træning også har haft deltagelse af Christian Lønstrup, hvorfor denne er et emne til truppen, som udtages fredag. Omvendt må Backe se bort fra uheldige Martin Albrechtsen, der som bekendt brækkede et ribben og i samme moment punkterede en lunge i kampen mod AaB. To røde kort blev det også til i den kamp til henholdsvis Christiansen og Zuma og begge spillere har fået tildelt to spilledages karantæne, hvilket naturligvis udelukker deltagelse i Køge-kampen.

Også landsholdsspillerne Tomas Antonelius og Thomas Røll er ukampdygtige grundet skader, mens Erik Mykland, der sad over til dagens træning, forventes fit for fight.

Også Køge er ramt af en karantæne, idet midtbaneslideren Allan Nielsen har pådraget sig for mange gule kort og må se på fra tribunen.

Køge har, trods placeringen som nr. 12, overrasket positivt i deres første sæson i SAS-Ligaen og holdet har specielt leveret fine præstationer på udebane. 26 point har holdet skrabet sammen og det er i skrivende stund samme antal som nr. 10 og 11 i rækken. Men som F.C. København har Køge-mandskabet kun hentet én sejr i forårets seks kampe og derfor er vigtige og livsnærende point på spil for oprykkerne i lørdagens kamp.

To gange har mandskaberne mødtes indbyrdes i denne sæson og begge er endt med sejre til F.C. København på henholdsvis 3-1 ude og 1-0 hjemme. Begge opgør har været tætte og først fundet sin afgørelse hen mod slutningen af kampene så trods status af top mod bund, må der forventes benhårdt arbejde førend en eventuel sejr og tre point kan være i hus.

Anfører Peter Nielsen har i dag henvendt sig til klubbens fans via FCK.DK, hvor han blandt andet påpeger vigtigheden af den støtte fansene giver, og som Peter, opfordrer vi her på redaktionen folk til at tage til Køge og give holdet al den opbakning de behøver.