Optakt F.C. København - Lokomotivi Tbilisi

På torsdag indleder F.C. København sit europæiske korstog med i kvalifikationsrunden til UEFA Cuppen at tage imod det georgiske hold FC Lokomotivi Tbilisi i PARKEN.

Efter at "Last Action Hero" (Peter Møller red.) sørgede for en fænomenal afslutning på Farumkampen, der sendte os vidner i ekstase, er det nu blevet tid for holdet (vi andre må gerne nyde det lidt endnu) til at få armene ned og fokusere på kampen mod Lokomotiv Tbilisi.

Selvom søndagen bød på endnu en sejr, skal man vist være mere end fanatisk for at påstå at spillet i første halvleg fungerede som det skulle, for her var der virkelig langt mellem snapsene. Hans Backe og Co. må have kradset en del ned på de medbragte notesblokke i denne periode specielt angående pasningsspillet. Ligeså middelmådig første halvleg var ligeså overdådig var de sidste 30 - 35 minutter af kampen. Måske Backe skulle tænde for videoen - spole over den første time og vise holdet resten med ordene "sådan skal det gøres"!

Som bekendt var der 6 udskiftninger i startopstillingen i går. At dette kun på målmandsposten skyldtes en skade, vidner om at Backe har en utrolig bred trup til rådighed. Og til kampen mod Tbilisi er det i skrivende stund kun Magnus Kilhstedt, der er tvivlsom til opgøret. Venstrebacken Peter Christiansen er dog stadig også ude, mens det tilgengæld ser ud som om at Urmas Rooba er klar til debut. Esteren startede i dag i Øresundskampen og spillede en god times tid. Om han er at finde i Backes trup må vi dog vente lidt med at få afsløret.

Hvis vi retter blikket mod Lokomotivi, så har klubben forstærket sig væsentligt i sidste sæson. Klubben købte således Suliko Davitaschili fra Merani Tbilisi og Suliko scorede 18 mål i den georgiske liga og blev derved topscorer. Ydermere har holdet et par rutinerede folk i forsvarsspilleren Murtaz Shelia og midtbanestyrmanden Kakhaber Gogichaishvili, der begge har spillet adskillige kampe på det georgiske landshold. Lokomotivi har også lejet en farlig angriber fra Lokomotivi Moskva. Zaza Janashia hedder manden, der også har spillet 9 landskampe og scoret 4 mål.

F.C. København har ikke mødt Lokomotivi Tbilisi før, men alligevel kan man med lidt god vilje støtte sig op ad lidt statistisk materiale. Således spillede Byens Hold sidste sæson mod Torpedo Kutaisi - også fra Georgien. Her blev det til en samlet sejr på 4-2 efter 3-1 hjemme. Efter sigende er Kutaisi tanden bedre end Lokomotivi og uden at det skal være en sovepude, er det en rar tanke at vide at vi tidligere har besejret en hold fra denne liga, og at det mandskab vi møder på torsdag altid har stået i skyggen af Kutaisi.

Kom selv og vær vidne til F.C. Københavns første hjemmekamp i UEFA Cuppen og bidrag til som "12. mand" at det ikke bliver den sidste.