Kampreferat: Chancefattig nulløsning i Turku
Med 0-0 i Turku fik F.C. København et udmærket udgangspunkt for at afgøre tingene hjemme i Parken næste torsdag.
De to hold
Vi skiftede fire fra søndagens Randers-kamp: Rúnarsson, López, Clem og Ndjee for Kotarski, Meling, Delaney og Cornelius. Inter stillede stort set op som forventet, men manglede dog det unge forsvarstalent Ilari Kangasniemi – som vist er ved at blive solgt - og i stedet startede den erfarne Jusso Hämäläinen.
Inter lagde bedst ud og dominerede på bolden i det første kvarter, og efter få minutter blev vi mindet om, at finnerne gerne vil straffe modstanderne, når de står højt på banen. Efter et fint opspil, hvor Robert var ved at komme fri til skud i feltet, så mistede vi den, og syv-otte københavnere strandede højt på deres halvdel, da de slog en lang bold op til Alie Conteh.
Beijmo bremsede ham, så vi kom hjem på plads, men de hurtige angribere er klart deres farligste våben, og derfor stod vi generelt lavt uden at ”give bagrum”. Til gengæld kneb det med at sætte spillet, når vi selv havde bolden, og det var ikke ofte i det første kvarter, hvor boldbesiddelsen var ca. 80-20 i finsk favør.
Stor chance til López
Vi skabte dog kampens første store chance i 17. minut. Efter opspil i venstre stak Elyounoussi bolden i feltet, hvor Mads Emil Madsen prikkede til den, og pludselig var Marcos López alene med keeper Eetu Huuhtanen, som kom hurtigt ned og reddede peruvianerens afslutning.
Vi var nu godt med igen i den ret begivenhedsløse kamp, men omkring den halve time fik Inter to gode muligheder. Først ville López heade en fremlægning tilbage til Rúnarsson, men bolden endte hos Conteh, som – presset af Gabriel og Beijmo – afsluttede fra kanten af feltet, men Rúnarsson reddede flot.
Fem minutter senere – da vi netop havde haft vores første hjørne – var Conteh igen på færde med et hovedstød tæt under mål, men igen stod Rúnarsson hvor han skulle og afværgede.
Vi svarede igen minuttet efter, da Elyounoussi spillede Mads Emil fri til skud, men Luka Kuittinen kastede sig ned og blokerede.
Det havde lunet med et tidligt mål, ligesom i Debrecen og Randers, men vi var ikke helt så skarpe og effektive denne aften.
Der fulgte nu en periode, hvor vi i en længere periode var på bolden, men uden at det førte til flere afslutninger i en halvleg, hvor Inter havde bolden mest – ca. 60/40 – som generelt var ret jævnbyrdig, men næppe særligt seværdig.
2. halvleg
Få minutter efter pausen appellerede finnerne to gange forgæves for straffespark. Først da Conteh og Suzuki begge faldt i feltet, da Essomba slog et indlæg fra højre, og lige efter da Janne-Pekka Laine mente, at Elyounoussi skubbede ham omkuld, da han skulle til at afslutte.
De fik kun et hjørne, også efter VAR-tjek, men der gik lidt tid med protester, hvor den georgiske dommer Kikacheishvili følte sig nødsaget til at minde Elyuonoussi om, at det var ham, der dømte – og Elyounoussi mindede ham om, at han havde anførerbindets ret til taletid…
Efter en times spil sendte Kikacheishvili også Suzuki ud af banen, fordi han havde blødte lidt fra det ene knæ – det gjorde en af finnerne ganske vist også, men blodet var mere synligt på Suzukis hvide strømper.
Han nåede heldigvis hurtigt ind i gen, tids nok til at være med til at forsvare os under to finske hjørnespark.
De førte ikke til noget, og kampen bød stadig ikke på mange chancer. Efter Inters indledende dominans i 2. halvleg, arbejdede vi os ligesom i 1. halvleg fint ind i kampen, og vi satte også et par udmærkede angreb op.
Robert var ved at slippe fri i udkanten af feltet, men blev tacklet af Hämäläinen, Elyounoussi headede over mål på et Suzuki-indlæg, og lidt efter sendte Geovanni nordmanden afsted i dybden, og med lidt (eller meget) held havde Seth Saarinen styret hans flade indlæg i eget målet i stedet for til hjørne.
Da der manglede cirka 20 minutter skiftede begge hold to, og det fik bedst effekt på vores hold, da Delaney og Moukoko kom ind for Král og Ndjee. Især Delaney satte sig godt på midtbanen, og nu var det os, der havde bedst fat i kampen.
Et kvarter før tid havde vi tre hjørnespark i træk, og på det tredje var Robert lige ved at finde Gabriel med en chipbold til bageste stolpe. Gabriel appellerede heftigt for, at Prosper Ahiabu havde hånd på bolden, men det blev afvist.
Et par minutter affyrede Delaney et lumskt, dykkende skud ude fra venstre side af feltet, som Huuhtanen med lidt besvær slog væk oppe under overliggeren.
Vi pressede dem godt nu, og Robert headede lige over på et Elyounoussi-indlæg mod forreste stolpe – kort efter at en sløset aflevering fra bagkæden havde været tæt på at forære os en stor chance.
Marvin Nasnas fik de sidste ti minutter for Robert, og vi holdt stadig Inter væk fra vores felt, indtil de fik et frispark i 88. minut og headede et stykke forbi.
Et sidste håb hos det taktfast klappende hjemmepublikum blev slukket i sidste tillægsminut, da de fik hjørne og sendte alle mand op i vores felt, men Gabriel clearede.
Viktor Dadason afløste Mads Emil, da uret rundede 90 plus de tre minutter, der var lagt til, men det blev ikke til mange sekunders comeback, før dommer Kikacheishvili fløjtede for sidste gang.
Vi spillede hverken pænt eller prangende, men ganske solidt og effektivt, som man nogen gange er nødt til på et underlag, der ikke bekom os vel – og med et hold, der ikke ligesom Inter kan rotere 7-8 spillere mellem Conference League og den hjemlige liga.
Det sætter sine spor, og det var nok en del af forklaringen på, at vi i længere perioder af kampen ikke havde så meget offensivt at byde på. Alligevel endte de fleste af kampens data ret lige, og derfor var uafgjort ikke en urimelig udgang på den første playoff. Men den går ikke om en uge i Parken – så er det vind eller forsvind!
Matchfacts
Torsdag den 20. august 2026, kl .18.00 CEST på Kupittaan Jalkapallostadion. Conference League playoff, 1. kamp
FC INTER TURKU-F.C. KØBENHAVN 0-0
5.489 tilskuere. Dommer: Goga Kikacheishvili, Georgien
Advarsler: ingen
FCK
31 Alex Rúnarsson - 20 Junnosuke Suzuki, 5 Gabriel Pereira, 2 Felix Beijmo, 15 Marcos Lopez - 33 Alex Král (72.: 27 Thomas Delaney), 36 William Clem - 10 Mohamed Elyounoussi (anf.), 21 Mads Emil Madsen (90+3.: 39 Viktor Dadason), 16 Robert Silva (81.: 34 Marvin Nasnas) - 44 Geovanni Ndjee (72.: 9 Youssoufa Moukoko)
Ikke benyttet: 51 Tobias Breum-Harild (GK), 61 Gustav Fritz (GK), 6 Ákos Markgráf, 18 Kenay Myrie, 24 Birger Meling, 26 Liam West, 37 Mustapha Nyassi, 45 Gunnar Orri Olsen
FC Inter Turku
1 Eetu Huuhtanen – 18 Seth Saarinen, 22 Luka Kuittinen, 3 Jusso Hämäläinen (86.: 30 Yeboah Amankwah), 2 Jussi Niska – 17 Bismark Ampofo, 14 Janne-Pekka Laine (86.: 8 Johannes Yli-Kokko), 9 Jasse Tuominen (70.: 4 Prosper Ahiabu) – 23 Loic Essomba (70.: 28 Lauri Laine), 10 Alie Conteh, 16 Clinton Jeptha
Ikke benyttet: 12 Eero Vuorjoki (GK), 5 Albin Granlund, 11 Jean Botue, 19 Iiro Järvinen, 20 Axel Sandler, 24 Julius Tauriainen, 26 Vilho Huovila, 35 Eeli Kiiskilä.