Opgør nummer 31 mod Randers FC

Opgør nummer 31 mod Randers FC

F.C. KØBENHAVN VS RANDERS FC 
30 gange er F.C. København tørnet sammen med Randers FC, og F.C. København har trukket det længste lod hele 17 gange. Syv kampe er endt uden vinder og seks gange er Randers FC endt i vinderens rolle. Målscoren i de 30 kampe er 48-22 i FCK’s favør. 

I denne sæson har F.C København mødt Randers FC to gange, begge gange i Superligaen og begge gange i Telia Parken - og de to kampe er vundet med henholdsvis 3-0 og 4-0. 

I DBU Pokalen har F.C. København og Randers FC blot mødt hinanden en gang. Det var sidste år, det var også i Telia Parken og det var også i kvartfinalen. Opgøret dengang endte uden scoringer i både ordinær og forlænget spilletid, og først efter en gyser af en straffesparkskonkurrence kunne FCK-spillerne juble. Stephan Andersen blev aftenens store helt, da han snuppede Mads Agesens spark og sørgede for en københavnsk 5-4 sejr. 

F.C. KØBENHAVN OG DBU POKALEN 2015/16 
F.C. København indtrådte i DBU Pokalen i 3. runde, Her hed opgaven FC Vestsjælland på udebane, og det tog blot syv minutter før Santander at bringe F.C. København foran 1-0. Med omkring et kvarter tilbage af kampen lukkede Cornelius kampen, da han alene med keeperen scorede til slutresultatet 2-0. 

I 4. runde skulle F.C. København møde FC Fredericia, og her skulle der en omgang forlænget spilletid til, før at sejren var i hus. Danny Amankwaa havde ellers bragt F.C. København foran 1-0, men da hjemmeholdets Nikolaj Hagelskjær også kom på måltavlen i ordinær tid, måtte der to gange 15 minutters tillægstid til for at finde en vinder. Kasper Kusk scorede til 2-1 blot to minutter inde i den forlængede spilletid, og den scoring viste sig at være nok til en plads i kvartfinalen. 

RANDERS FC OG DBU POKALEN 2015/16 
Randers FC’s vej til kvartfinalen har bragt dem til Sønderborg og Helsingør. Først blev FC Sønderborg besejret med 6-0 og runden efter var det FC Helsingør der blev besejret – denne gang dog kun med cifrene 2-0. 

De otte mål Randers FC har scoret i DBU Pokalen i denne sæson er fordelt på Piotr Parzyszek (2), Kasper Fisker (2), Kasper Junker (2), Christian Keller – og Mads Danekilde, sidstnævnte er dog fra FC Helsingør, og bragte med et selvmål Randers FC foran 1-0 i 2-0 sejren over FC Helsingør.  


HUSK at checke app’en VoresKBH, hvor der vil være yderligere information inden onsdagens hjemmekamp.