Kvist: Det rigtige hold der gik videre

Christoffer Remmer
 - Vi fik en god start og skaber mange chancer. De første 30 minutter er rigtig gode, men så falder vi en smule i tempo og niveau – og lukker et dumt mål ind. Men jeg synes vi kommer stærkt igen, og specielt de sidste 15 minutter af kampen holder vi niveauet og er hele tiden farlige – og ender også med at tage sejren, og det er jo det der tæller. 

Tom Høgli
 - Det blev til endnu en lang kamp mod Randers FC. Men en grundlæggende fin kamp, specielt med så mange ”nye” spillere i startopstillingen. Vi er selvfølgelig under pres, men vi står imod og går videre i turneringen – og det er jo det vigtigste. 

William Kvist
 - Det var en typisk pokalkamp, men det var det rigtige hold, der gik videre. Vi viste, at vi var på hjemmebane og skabte langt de fleste chancer. Vi viste samtidig, at vi kan stå imod i 120 minutter, og er vel i fin kontrol gennem kampen – inklusive den forlængede spilletid. Det eneste vi måske skal gøre, er at få Erik ud af midterforsvaret – så han ikke bliver ved med at dirigere bolden i mål… 

Mathias ’Zanka’ Jørgensen 
 - Det var unødvendigt, at de kom på 1-1. Men alt i alt er det tale om en meget typisk pokalkamp, men jeg synes da, at det er fortjent, at vi går videre. At score til 2-1 var selvfølgelig skønt, jeg fik sat hovedet på, og for mig gjaldt det bare om, at dirigere den med området – og så ellers bare håbe på det bedste, og det var så heldigvis lig med, at bolden gik i mål. 

Andreas Cornelius 
 - En god og fortjent sejr. Personligt synes jeg nok, at jeg skylder et mål, for jeg skulle have scoret både i første halvleg og i tillægstiden i 2. halvleg, så vi var sluppet for den forlængede spilletid.