Old Boys svinger

Rammerne var i orden med aftensol fra en skyfri himmel og et nyslået græstæppe og de få tilskuere der var til stede mandag aften på Vestamager blev da også vidne til en underholdende og seværdig fodboldkamp mellem FCK Old Boys og AB 70.

 

Kampen blev indledt i et moderat tempo af begge hold og uden særlige målchancer men med 20 minutter spillet stod det alligevel 2-0 til AB 70.Chokket over at være bagud blev dog hurtigt overvundet, og i det sidste kvarter var FCK Old Boys spilstyrende med et par gode chancer til følge, og som en logisk konsekvens fik Lønstrup reduceret på hovedstød til 1-2 efter et mønsteroplæg, der involverede Lars Højer og Brian Kaus. Stillingen holdt halvlegen ud, og i pausen var der tro på, at kampen endnu kunne vindes. I starten af 2.halvleg kom så et eksempel på vigtigheden af at have de berømte små marginaler på sin side, da en afslutning fra Piotr Haren endte på indersiden af stolpen og returnerede direkte i favnen på AB 70's målmand, hvorefter AB 70 på det efterfølgende angreb fik straffe og scorede. Til trods for flere gode chancer i resten af kampen, manglede skarpheden og selvtilliden i afslutningerne hos FCK Old Boys, og det blev derfor AB 70, der lukkede ballet med endnu en scoring til slutresultatet 4-1 til AB 70.

 

Individuelt var der flere udmærkede præstationer hos de hvide, men som hold var AB 70 klart bedst, og derfor endte kampen med en fortjent sejr til hjemmeholdet. Spillernes Man of the Match blev Mio med 7 stemmer efter en topmotiveret indsats på den centrale midtbane. En pæn debut til Lønstrup som forsvarsstyrmand blev belønnet med 4 stemmer.

 

4 kampe 4 points er langt under det forventede, og der venter nu en mental udfordring for at få vendt bøtten. Første chance for en forsinket kickstart på sæsonen er på mandag kl.18:30 på Pile Allé mod FB.

 

Så går det bedre i DBUs pokalturnering, hvor FCK Old Boys er klar til 3. runde men uden at få sved på panden. Modstanderen i 1. runde kunne ikke stille hold og i 2. runde er FCK Old Boys oversidder.

 

FCK Old Boys stillede op således:

 

Peter Wittwer
Kim Svendsen - Christian Lønstrup (debut) - Søren Westergaard - Christian Taylor
Lars Højer - Michael Mio - Iørn Uldbjerg - Claus Bregenborg
Brian Kaus - Piotr Haren

 

Indskiftningsspillere: Martin Johansen (fortsat på vintertid ??) Carsten Schiødte