Old Boys i pokalfinalen!

I pokalfodbold er det ikke nødvendigvis Danmarks fire bedste hold, der spiller semifinale, men at FCK Old Boys og OKS var nået så langt, viste sig fuldt berettiget i en intens semifinale på et teknisk og taktisk højt niveau.

 

OKS mødte frem til dagens kamp fulde af selvtillid efter 18 sejre og 1 uafgjort i 19 turneringskampe. Selvtilliden var som forventet taget med i bagagen til Frederiksberg, og den udmøntede sig i, at det var OKS, der satte tempoet fra kampens start og hjemmeholdet, der var på boldjagt. FCK Old Boys stod dog solidt i kæderne og forhindrede dermed OKS i at blive rigtig farlige, og langsomt men sikkert fik FCK Old Boys spillet sig ind i kampen med hurtigt og sikkert pasningsspil. Det fik OKS til at trække sig længere tilbage på banen, og satse på kontraangreb. I denne fase midtvejs i første halvleg bølgede spillet livligt frem og tilbage uden de store målchancer, men det var dog FCK Old Boys, der kom til de fleste afslutninger, bla. et langskud på trekantsammenføjningen fra Peter Decko.

 

Tvillingerne var lagt helt i front men var flittige til at deltage i opspillet. Det resulterede i en del ineffektivt nipseri på kanten af OKS's straffesparksfelt, men som det er set så mange gange før, blev irritation afløst af jubel, da nipseriet førte til, at Martin spillede Kaus fri til 1-0 og Michael spillede Martin fri til 2-0 efter 25 og 30 minutter spillet. Kaus afsluttede fladt og sikkert ved modsatte stolpe, og Martin chippede elegant og blødt bolden over OKS' fremstormende keeper. Det føltes som evigheder men varede selvfølgelig kun sekunder, før det viste sig, at bolden lige præcis havde fået tilpas skrue til at sige sig ind på den rigtige side af stolpen.

 

Uden på nogen måde at være nedspillet var OKS således bagud 2-0, så pausen kom mest belejligt for gæsterne. Helt naturligt var det igen OKS, der startede mest aggressivt, men det var tydeligt, at det ikke var med den samme selvtillid som fra starten af første halvleg, så ret hurtigt var det igen FCK Old Boys, der var spilstyrende. FCK Old Boys kom igen til de fleste afslutninger, herunder 2 friløbere med upræcise afslutninger og en del forsøg fra kanten af OKS' straffesparksfelt, men særligt Michael Johansen havde vist fået andre støvler med på dagen end anvendt i de foregående kampe. Hvor var tordenstøvlen ??

 

Det er set før, at et hold bliver straffet for ikke at kunne lukke en kamp, og muligheden opstod med 10 minutter igen, men en meget flot OKS-halvflugter endte med et brag på trekantsammenføjningen. Herefter blev OKS ikke rigtig farlige og med 3 minutter igen fik FCK Old Boys så endelig lukket kampen med målet til slutresultatet 3-0 af Peter Decko på en frispilning fra Claus Bregenborg.

 

Det endte således med en på papiret sikker 3-0 sejr, men OKS havde stor ære af kampen. Hvis ikke defensiven hos FCK Old Boys havde fungeret til et 13-tal og hvis ikke alle hos FCK Old Boys havde spillet 100% op til niveau, kunne kampen sagtens have fået et andet forløb.

 

I finalen venter AGF, som er Jyllands suverænt bedste old boys hold, men når nu vi har et sæt sølvmedaljer fra sidste år, går vi selvfølgelig efter guldet i år. Finalen skal spilles i Århus, men tidspunktet er endnu ikke fastsat. 

 

FCK Old Boys' Man of The Match: Holdet.

 

FCK Old Boys stillede op således:
 
Peter Madsen

Johnny Kongsbøg - Martin Birn - Christian Lønstrup - Søren Westergaard

Kim Svendsen - Michael Mio - Brian Kaus - Peter Decko

Michael Johansen - Martin Johansen

 

Indskiftningsspillere: Kim Harrsen, Claus Bregenborg, Thomas Møberg