Pokalfinale på lørdag

Old Boys er i DM-finalen!

Danmarksmesterskabet for Old Boys afgøres mellem turneringsvinderne fra de seks lokalunioner under DBU, der fordeles i to puljer. I øst var Svaneke, AB og FCK Old Boys kvalificeret, og i Vest var det B.1901, B.1913 og AGF.

 

I østpuljen lagde AB ud med på Bornholm at vinde med 6-0 over Svaneke, og det gjorde FCK Old Boys dobbelt så godt ved at vinde med hele 12-0 hjemme mod Svaneke. Et resultat der betød, at FCK Old Boys kunne nøjes med uafgjort i østpuljens sidste kamp, der var den reelle semifinale mod AB i Bagsværd.

 

Som sjællandsmestre havde AB, med ex-landsholdsspiller René Henriksen i spidsen, vundet den lokale turnering foran den traditionelle Old Boys stormagt Lyngby, og i finalekampen om sjællandsmesterskabet blev Brøndby besejret med 1-0. AB og FCK Old Boys var ubesejrede i turneringen så langt, så respekten var stor og gensidig, og der var lagt op til en lige og intens fodboldkamp mellem to af landets bedste Old Boys-hold.

 

Som det kan forventes af to hold med masser af rutine, blev første halvleg en taktisk affære, hvor AB startede tålmodigt med at overlade initiativet til gæsterne i håb om at kunne slå til på kontra med lange afleveringer frem mod angriberne. På den trange plads på AB's banehalvdel i første halvleg lykkedes det alligevel FCK Old Boys at komme til fire gode afslutningsmuligheder efter flotte kombinationer, hvor AB blev begrænset til én, stor hovedstødschance efter et hjørnespark. 

 

0-0 ved pausen og en stilling, der var tilstrækkelig til en finaleplads for FCK Old Boys. Det er risky business og mod holdets filosofi at spille på uafgjort, så FCK Old Boys fortsatte med at lægge mest muligt pres på hjemmeholdet, og 10 minutter inde i 2. halvleg kom udbyttet i form af et hovedstødsmål af Lennart Lynge Larsen efter hjørnespark. Målet faldt i en periode af kampen, hvor AB så ud til at være mest mærket af kampens hårdhed, så mulighederne for en finaleplads var på det tidspunkt lovende for FCK Old Boys, der dog manglede det ekstra gear, der kunne ha' lukket kampen.

 

AB kom mere ind i kampen uden at blive rigtig farlige, men med et kvarter igen, lykkedes det AB at udligne på et hovedstødsmål efter et hjørnespark, hvor udeholdets forsvar tog en slapper. Så var der igen maksimal spænding i kampen, og pludselig var det FCK Old Boys, der med ryggen mod muren kæmpede for sportslig overlevelse i form af en finaleplads. Det lykkedes for FCK Old Boys at pakke feltet så godt, at AB's chancer i den afsluttende fase af kampen blev begrænset til gode skudmuligheder på kanten af feltet, men et frispark samme sted havde potentiale til at afgøre kampen til AB's fordel.

 

Sådan gik det ikke, og efter hvad der føltes som en evighed, blev kampen fløjtet af, og finalepladsen var i hus. Samtidig med denne kamp blev den anden semifinalekamp mellem B.1913 og AGF afgjort med en 3-2 sejr til AGF, så årets finale om danmarksmesterskabet i Old Boys bliver et opgør mellem AGF og FCK Old Boys.

 

Finalen spilles på lørdag kl. 17:30 på NRGI Park efter SAS Ligakampen AGF - SønderjyskE, så kulisserne er i orden til kampen mellem Danmarks to bedste Old Boys-hold, hvor det er FCK Old Boys der har revanche til gode efter pokalfinalenederlaget samme sted i 2006.

 

 

Mod AB stillede FCK Old Boys op således:
 

 
Peter Madsen
 
Michael Strandquist   Diego Tur   Martin Birn   Christian Taylor
 
Martin Johansen   Michael Mio   Jacob Rasmussen   Lennart Lynge Larsen
 
Piotr Haren   Brian Kaus

 
 


Indskiftningsspillere: Michael Johansen, Kenny Larsen, Søren Westergaard