Ny assistent på plads i F.C. København

Når F.C. Københavns spillere den 23. juni indleder forberedelserne til den nye sæson vil det blandt andet være under ledelse af den nye assistenttræner, Bård Wiggen. Der er således i dag indgået en 3-årig aftale med den 46-årige træner. Bård er tidligere aktiv på højeste niveau  i blandt andet Rosenborg og er pt. ansat i Start Kristiansand, hvor han fungerer som "Toppspillerutvikler”.

 

- Han har mange års erfaring med topfodbold som aktiv og som træner, og er ved at afslutte P-træneruddannelsen i Norge. Dermed opfylder han til fulde de kompetencekrav vi sat op i denne proces. At han tilmed har et stort engagement i den enkelte spillers udvikling gør Bård til den helt rigtige mand for os, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

 

Cheftræner Ståle Solbakken er ligeledes meget tilfreds med sin nye assistenttræner:

 

- Jeg kender Bård som en rigtig god kollega fra norsk fodbold og har et meget fint indtryk af ham idet vi gennemfører P-træneruddannelsen på samme kursushold. Han er en meget omgængelig fyr og tilmed yderst kompetent, så jeg er glad for at han har sagt ja til at blive min assistent de næste 3 år.