En rolig start

En rolig start

Mandag formiddag mødtes F.C. Københavns spillere, trænere og ledere til sæsonens første træningspas på Nummer 10. Det blev til en rolig omgang træning, hvor dagens højdepunkter var velkomsten til Bård Wiggen, der er Ståles nye assistenttræner. Bård førte spillerne gennem en lille times træning, og fik dermed lejlighed til ved selvsyn at opleve spillerne med bold.

 

Der blev også budt 'velkommen hjem' til Morten Bertolt der er tilbage fra endt lejeophold i Viborg, mens Danni Jensen også havde sin første officielle træningsdag i førsteholdstruppen. Jacob Albrechtsen var til eksamen mandag, og har dermed sin første træningsdag tirsdag.

 

- Det er rigtig spændende at være med for første gang, og jeg glæder mig at komme i gang med træningen for alvor, sagde Danni til FCK.DK efter det første træningspas som førsteholdsspiller.

 

Tre andre spillere der heller ikke var til stede var Libor Sionko, Zdenek Pospech og Atiba Hutchinson. De to førstnævnte har som bekendt været med Tjekkiet til EM, og begge har fået ferie frem til truppen drager til Østrig den 6. juli, hvor de støder til. Atiba har ligeledes spillet en masse landskampe for Canada, og støder også først til truppen i Østrig. Til gengæld var Michael Silberbauer med ved dagens træning. ’Sølv’ starter først i Utrecht i næste måned, så han holder formen ved lige hos sin snart forhenværende arbejdsgiver.

 

På skadesfronten ser det lyst ud. Mikael Antonsson skal have foretaget sin hjerteoperation tirsdag, og skal derefter holde en uges pause, mens Jesper Grønkjærs knæ stadig driller en smule. Ellers er alle fit for fight.

 

- Det er godt at være tilbage og denne gang har vi en dejlig kort opstart og spiller allerede en kamp i weekenden og igen i næste uge, så det er perfekt for mig, sagde en glad William Kvist til FCK.DK, mens Ulrik Laursen fulgte op:

 

- Vi skal i gang. Jeg vil hellere spille mig i form end løbe mig i form. Det er altid hårdt at komme tilbage, men vi ved at vi har mange vigtige kampe i vente, så det bliver masser af spændende måneder at se frem til.

 

FCK.DK fik sig en længere snak med Bård Wiggen, og det interview bringer vi onsdag.

 

Carl Redhead var på plads på Nummer 10, og fangede lidt billeder fra dagens træning: