Jacob Neestrup

Neestrup: Skal huske, at vi stadig kan gøre det til en stor sæson

I aften gælder det returkampen i pokal-semifinalerne mod FC Nordsjælland, der vandt det første opgør i sidste uge i Farum med 3-2 på et straffespark i tillægstiden.

Og efter et par tunge dage ovenpå Derby-kampen i søndags gælder det om at udnytte chancen for at spille sig frem til pokalfinalen Kristi himmelfartsdag:

”Det var selvsagt en stor skuffelse for os alle sammen at tabe i så flot en kulisse med 35.000 i Parken klædt i hvidt. Og derfor har nederlaget gjort ondt både på spillerne, staben og ikke mindst jeg selv,” siger cheftræner Jacob Neestrup og fortsætter:

”Men nu har vi haft nogle dage til at få skuffelsen ud af kroppen, og det handler om at rejse os i Parken igen. Vi går benhårdt efter to trofæer, og vi skal huske på, at vi stadig har mulighed for at gøre denne sæson til en stor FCK-sæson på trods af store og små bump undervejs.”

FC Nordsjælland er som bekendt modstander både i pokalturneringen torsdag og i Superligaen på mandag, men fokus er kun på at vende 2-3-nederlaget sidste onsdag til en samlet sejr:

”I første omgang vil vi gøre alt for at spille os frem til Pokalfinalen. Returkampen i semifinalen er vigtig for os, og vi syntes, at vi leverede en god præstation i den første kamp i Farum, selvom vi tabte 3-2 til sidst. Og selvom vores udgangspunkt ikke er det allerbedste, så er vi fortrøstningsfulde. Vi skal kunne vinde en hjemmekamp mod dem foran vores egne fans - ligesom vi gjorde senest i Superligaen.”

Pokalkampen mod FCN fløjtes igang i Parken torsdag kl. 19.30.

>> Find din plads til kampen HER.