Jacob Neestrup

Neestrup: Glæder mig til gensynet, men det handler kun om tre point til os

Jacob Neestrup glæder sig til gensynet med Viborg FF, som han stod i spidsen for indtil slutningen af 2020, men søndag gælder det udelukkende om at få tre point med hjem til Hovedstaden.

"Jeg glæder mig til at komme tilbage et sted, hvor jeg var glad for at være. Det er en dejlig klub, der har lagt lag på hver eneste halvsæson i over to et halvt år nu, så de er et godt og fortjent sted," siger 33-årige Jacob Neestrup.

"Jeg glæder mig også til at hilse på en masse gode mennesker, men først og fremmest skal vi derop for at have tre point," understreger han.

Det er der flere udehold, der har fået i denne sæson, hvor viborgenserne kun har vundet én af ni hjemmekampe, men det tillægger Neestrup ikke særlig betydning.

"Jeg tror, det er lidt tilfældigt, at de ikke har vundet flere kampe på hjemmebane denne sæson, og der er også nogle kampe, hvor de har været uheldige. Så jeg forventer, at de i morgen vil komme aggressivt, som de altid gør på hjemmebane, og det skal vi være klar på. Og er vi det, så bør vi være det hold, der er mest i teten i løbet af kampen."

"Vi kæmper for én ting, og det er at blive danske mestre, og så skal vi også kunne tage tre point på udebane," siger Neestrup, der nu har afsonet de to karantænedage, han fik for sin udvisning mod AGF i slutningen af november.

Hvis du ikke tager med til Viborg, kan du se kampen på Canal 9 og discovery+, og husk at der allerede på fredag er 3F Superligabold i Parken, når vi tager imod Randers FC kl. 20.