Jacob Neestrup

Neestrup: Vild med at spillerne vil score igen og igen

Cheftræner Jacob Neestrup kunne her til aften se tilbage på holdets ottende sejr i træk, efter at Horsens’ pauseføring på 1-0 blev vendt til en 4-1-sejr.

”Vi vidste godt, det ville blive svært herovre, og det blev jo ikke nemmere af, at vi kom bagud allerede efter to minutter,” indledte Neestrup sin analyse.

”De næste 10-15 minutter efter målet synes jeg egentlig er OK, men generelt lukker de os godt ned før pausen, og vi kommer til at stresse og forcere for meget. Så det var fortjent nok, at de førte ved pausen.”

”I pausen talte vi blandt andet om, at der stadig var 45 eller 50 minutter tilbage, og at vi skulle komme mere ind i deres felt, hvor det gør ondt, og man kan få lidt blod på knæet."

”Vi lavede også nogle taktiske justeringer og skubbede Lerager højere op på sidste linje sammen med Claesson og trak Hákon længere tilbage på banen, og det så vi også resultatet af ved et par af målene.”

”Spillerne gik bare også ud og løftede deres niveau, og ligesom Horsens fik medvind af at score et tidligt mål i 1. halvleg, så kom vi også hurtigt i gang med Vavros langskud."

"Og så er jeg vild med, at spillerne straks derefter gik til angreb igen for at score igen – og igen – og pludselig var kampen helt forandret.”

”Det er den mentalitet, der betyder, at vi om ikke lukker kampen definitivt, så i hvert fald får en to-måls føring i løbet af de første ti minutter efter pausen og ender med at vinde igen. Og den mentalitet skal vi blive ved med at have, for der er stadig 11 kampe til at nå vores mål om at blive dansk mester igen.”

”Det mål har vi haft hele tiden, og jeg sagde det allerede fra dag 1, da vi var 10 point efter, og det har ikke ændret sig. Vi har ikke tabt i Superligaen siden, og vi har vundet en lang række kampe i træk, og det er jeg selvfølgelig supertilfreds med."

"Men jeg havde været lige så tilfreds, hvis de andre også havde vundet alle deres kampe, for selvfølgelig kigger vi som alle andre på tabellen, men vores fokus er stadig kun på det, vi selv kan gøre noget ved,” sluttede Jacob Neestrup.

Fokus er nu på den sidste kamp i grundspillet, hvor Viborg kommer på besøg på søndag til en formentlig helt udsolgt Parken - du kan stadig finde pladser her.