Magnus Mattsson

Mattsson før Lyngby: Vi skal tage styringen fra starten

Efter Manchester City satte en stopper for den videre færd i Champions League, er der fuld fokus på at forsvare DM-guldet. Søndag venter en spændende kamp i et formentlig udsolgt Parken, når Lyngby Boldklub kommer på besøg.

Magnus Mattsson ser frem til opgøret og er samtidig stolt over måden, som han og holdkammeraterne præsterede mod Manchester City.

”Alt i alt var det en god oplevelse mod City, selvom der bestemt var ting, vi kan gøre bedre. Men jeg synes også, at vi fik vist os fint frem. Nu er vi landet i København igen og skal have to gode træninger, inden vi skal sætte gang i Superligaen igen. Vi kan have det fulde fokus på at genvinde mesterskabet, og jeg kan love, at vi glæder os til at spille på søndag, hvor jeg kan forstå at der igen er meget tæt på udsolgt,” siger Mattsson før fredagens træning.

Styring og god start på kampen
Den teknisk stærke midtbanespiller er ikke i tvivl om, hvad der skal til at for at sikre en sejr over David Nielsens tropper på søndag.

”Det er kun en sejr, der tæller på søndag, og det vi ønsker - og det, vi skal gå efter - er at få en god start på kampen. Vi skal bringe energi til opgøret, og vi skal tage hånd om kampen og sikre styringen,” fortæller vores nummer 8 og supplerer:

”Vi har selvfølgelig set, at Lyngby har skiftet træner, som kan bringe nogle andre ting. Men det har vores trænerteam helt styr på, og vores fokus er på, hvordan vi skaffer en sejr og tager fat om kampen fra første minut,” lyder det fra Magnus Mattsson.

Der er kickoff søndag kl. 16.00 i Parken, og hvis ikke du har købt billet skal du gøre det nu - det kan du gøre HER.