Luther Singh

Luther Singh retur i København

Vores sydafrikanske landsholdsspiller, Luther Singh, lander i dag i København efter næsten en uges forsinkelse efter hans udtagelse til det sydafrikanske landshold.

Hans sene ankomst betyder dog, at han ikke kommer til at deltage i kampen mod Slovan Bratislava torsdag aften, men bliver i København og træner.

Forsinkelsen skyldes manglende blanke sider i hans pas til stempler, hvilket det sydafrikanske fodboldforbund blev gjort opmærksom på i begyndelsen af landskampsvinduet. For at Luther kunne rejse retur til Danmark skulle der udstedes et nyt pas, og visum mv. skulle ligeledes overføres til det nye pas.

F.C. København har haft dialog med Luther og det sydafrikanske forbund om problematikken, men grundet omstændigheder, der har været ude af klubbens hænder, er udstedelsen af et nyt pas blevet kraftigt forsinket.

”Vi er skuffede over, at det sydafrikanske forbund i vores optik ikke har assisteret Luther i et stort nok omfang til at få ham tilbage til København inden for de FIFA-dikterede deadlines. Det har ligeledes været meget frustrerende for Luther selv. Vi tager en yderligere dialog med alle relevante parter, så lignende situationer ikke opstår igen,” siger Daniel Rommedahl, Director of Football Operations and International Affairs.