Let the fun begin!

F.C. København går nu ind i den afgørende fase om placeringen af årets danmarksmesterskab, og de resterende modstandere består mere eller mindre kun af lutter tophold. For de regerende danske mestre bliver hver kamp en nøglekamp, og topplaceringerne vil formentlig skifte rundt i de resterende runder.

Ovenstående vil uden tvivl give grå hår i hovedet på både FCK-, Brøndby og Esbjergfans, og pokalen vil også uden tvivl først være endelig placeret efter 33. runde.

Men det er også netop det der gør fodbold så sjovt. I stedet for at sidde at bide negle og være nervøse for udfaldet, så skal situationen nydes - både på banen og på lægterne. De seneste år har SAS Ligaen været præget af, at F.C. København og Brøndby har været alene om at kæmpe om mesterskabet. I år er Esbjerg med, og OB kan vel heller ikke helt afskrives.

Og netop OB venter i lørdagens topkamp på Odense Stadion. En kamp hvor F.C. København kan fastholde sin placering helt i toppen af tabellen med en sejr, hvilket også vil betyde, at OB nok definitivt er ude af guld-kampen. Omvendt kan OB spille sig tilbage i guldkampen, og Byens Hold kan tabe et skridt, men som skrevet ovenfor, så vil topplaceringerne formentlig skifte rundt i de resterende runder.

Modstridende statistikker
Der er store chancer for at enten F.C. Københavns eller OBs fornemme statistikker, der for OBs vedkommende handler om en uindtagelig hjemmebane og for FCKs vedkommende handler om ikke at tabe på udebane, vil blive brudt lørdag. Selvfølgelig kan kampen ende uafgjort og så kan begge hold bevare den flotte statistik, men F.C. Københavns internetredaktion vover pelsen, og siger at lørdagens kamp ikke ender uafgjort.

Bedst mod de bedre
Og hvorfor ender kampen så ikke uafgjort? Det gør den ikke fordi Byens Hold har en evne til at levere det ekstra gear og niveau og samtidig så står de danske mestre overfor et FODBOLDhold, der ønsker at præge kampen. Det bliver F.C. Københavns fordel, hvilket - igen ud fra vores vurdering - betyder at de danske mestre løber af med sejren.

Destination: Odense
Det er måske blevet en fast opfordring, men vi kan ikke lade være med at opfodre alle FCK-fans til at købe billet til Odense Stadion og tage til Fyn for at støtte Byens Hold. På Gladsaxe Stadion var støtten helt fænomenal, og det skulle den også gerne blive i Odense lørdag. I denne afgørende fase skal alle kræfter sættes ind på at forsvare det danske mesterskab. Skulle du være forhindret i at møde op lørdag, så har du muligheden igen på onsdag, når turen igen går til Odense Stadion, hvor F.C. København kan spille sig i årets pokalfinale.