To landsholdsspillere til F.C. København

F.C. København har i dag forstærket sig med den svenske landsholdsspiller Tobias Linderoth og den norske landsholdsspiller Magne Hoseth. Begge skifter til de danske mestre med øjeblikkelig virkning.

Den 25-årige midtbanespiller, Tobias Linderoth startede sin karriere i svenske Elfsborg i 1996 og tre år senere fortsatte han i norske Stabæk IF, før han i februar 2002 blev solgt til Everton FC for £2,5 millioner. Her opnåede han 40 kampe. Han var en af Sveriges stærkeste ved både VM 2002 i Japan/Sydkorea og ved EM 2004 i Portugal. I alt har Linderoth repræsenteret det svenske landshold hele 39 gange siden debuten tilbage i november 1999 mod Sydafrika.

Magne Hoseth er 23 år og kommer fra den norske Tippeligaklub, Molde FK. Her har han spillet i hele sin karriere og opnået 202 kampe. Den offensive midtbanespiller har ligeledes repræsenteret det norske landshold 10 gange. Debuten fik han allerede som 20-årig, og han har været fast mand i det sidste års tid.

Begge spillere har underskrevet 4-årige kontrakter.

- Vi har i Tobias og Magne fået to unge spillere som allerede har international erfaring. Det er ikke nogen hemmelighed, at Tobias har været på vores ønskeliste i lang tid, og vi er utrolig glade for, at han nu er F.C. København-spiller. Vi har her i F.C. København gode erfaringer med norske spillere, og Magne er en af de bedste offensive midtbanespillere i Skandinavien. Vi har i forvejen en stærk trup, og med ankomsten af disse to, står vi godt rustet til de mange opgaver i dette efterår, siger Niels-Christian Holmstrøm.

- Jeg er utrolig glad for at få Tobias til klubben. Jeg har kendt hans kvalititeter i lang tid. Han er en meget stærk defensiv midtbanespiller, både teknisk god og utrolig stærk i pasningspillet. Magne Hoseth er en helt anden type, han er et af de største talenter i norsk fodbold, offensiv stærk, god på dødbolde, og målfarlig med et stærk venstreben, siger F.C. Københavns cheftræner, Hans Backe.

- Jeg kan mærke at F.C. København er en klub som passer perfekt til mig. Det er en klub med ambitioner om at være den bedste i Denmark og spille ude i Europa hvert år. Jeg har allerede fået et godt indtryk af klubben, og glæder mig til at starte træningen, siger Tobias Linderoth.

- F.C. København er en stor klub, og jeg var ikke i tvivl om, at det var det her jeg ville da F.C. København henvendte sig. Jeg har også talt med Hans Backe, og har udelukkende fået positive indtryk om hele klubben. Jeg kan spille både på den offensive og defensive midtbane. Samtidig har jeg for vane at score mange mål, så jeg glæder mig til at komme i gang! siger Magne Hoseth.

Tobias Linderoth får rygnummer 6, mens Magne Hoseth får rygnummer 9. Linderoth forventes at være spilleberettiget til kampen mod Esbjerg i PARKEN på søndag klokken 17.35, mens Magne Hoseth først starter træningen i næste uge.