Københavnere i national tjeneste

Københavnere i national tjeneste

Efter at F.C. København mandag aften havde vist klassen i 3-0 sejren over Vejle, så udtog landstræner Morten Olsen endnu en af Løverne til landsholdstruppen. Den sidst udtagne er Thomas Kristensen, og dermed er der nu tre spillere fra F.C. København i den danske trup, der på lørdag møder Malta i en VM-kvalifikationskamp. De to øvrige er Jesper Christiansen og Morten Nordstrand.

 

Udover de tre i den danske nationaltrup, så er F.C. Københavns to tjekker også udtaget til det tjekkiske landshold. Libor Sionko og Zdeněk Pospěch skal sammen med det øvrige mandskab møde Polen den 11. oktober i Tjekkiet, og så fire dage senere gælder det udekampen mod Slovenien. Tjekkiet har et point efter en kamp, mens både Polen og Slovenien har 4 point efter to kampe, så der skal tjekkiske point på kontoen for at undgå at Polen og Slovenien går i et lille udbrud.

 

Også den yderst velspillende Atiba Hutchinson er blevet udtaget til at repræsentere hjemlandet. Hutch er nok den der skal ud og rejse allermest. Først møder Canada på lørdag Honduras på udebane og på næste onsdag gælder det så Mexico på Commonwealth Stadium hjemme i Edmonton.

 

Den svenske landstræner har ikke udvalgt nogle F.C. Københavnere til Sveriges næste VM-kvalifikationskamp på lørdag, men alligevel er der en let duft af Byens Hold, idet Johan Wiland, pt. i IF Elfsborg, men efter nytår i F.C. København, er udtaget til hjemmekampen mod Portugal.

 

Spilletidspunkter (dansk tid)

11. oktober kl. 20:00: Danmark - Malta

11. oktober kl. 20:00: Sverige - Portugal

11. oktober kl. 20:30: Polen - Tjekkiet 

12. oktober kl. 03:30: Honduras - Canada 

15. oktober kl. 17:30: Tjekkiet - Slovenien

16. oktober kl. 04:00: Canada - Mexico