
Neestrup: En god første time og alt i alt fornuftigt
"Vi spillede en god første time i vores første træningskamp, og så var der mange skift i den sidste halve time, hvor der kom en masse omstillinger og chancer, så det nærmest er et under, at kampen endte 0-0," sagde Jacob Neestrup efter aftenens træningskamp mod Ludogorets.
"Men jeg synes, at den første time var god, vi var gode i presset og i genpresset, og med lidt mere skarphed så havde vi også lave et mål eller to. I den sidste halve time gør spillerne det godt, men det relationelle haltede, for mange af dem har ikke spillet sammen, og aftalerne var ikke lige så afstemte som for det hold, der spillede den første time. Men det må vi leve med, og ellers synes jeg, det var fornuftigt, og flere viste sig frem individuelt."
Yoram Zague og Dominik Sarapata fik uofficiel debut og spillede hver sin halvleg, og cheftræneren var tilfreds med det, han så:
"Vi fik set deres styrker, og det var det vigtigste for mig. Vi fik set Sarapatas defensive modenhed og hans hårdhed, han fik blokeret meget og kom i vejen for meget, men han skal også lære at spille i et højere tempo på et tophold, og det skal vi nok komme til."
"Vi fik også set Yorams fart og gennembrudshidsighed og hans evne til at presse fremad, men også en spiller der skal lære at forsvare i vores kollektiv, jo tættere vi kommer på vores eget mål," sluttede Jacob Neestrup.