Klar til syvende pokalfinale

Klar til syvende pokalfinale

Nordvest foran i første minut
Der var som ventet skiftet en del ud på holdet i forhold til SAS Liga-kampene, og bl.a. var der et glædeligt comeback til Zdenek Pospech efter hans lyskeskade, samt en spændende plads i startopstillingen til den talentfulde Thomas Delaney, der gjorde det godt, da han blev indskiftet til sin debut i den første semifinale. Den kamp sluttede som bekendt 4-0 til Byens Hold, og det bidrog givetvis til at mange valgte at blive hjemme fra PARKEN og dermed sende tilskuertallet helt ned på 6.916.

De, der ikke havde indtaget deres pladser, da Anders Hermansen fløjtede kampen i gang, har nok kigget en ekstra gang på lystavlen, før de troede deres egne øjne – men den var god nok: 1-0 til gæsterne efter bare 55 sekunders spil! Et frispark fra midten blev sendt op i feltet, hvor Phillip Holm Svendsen vred sig fri af Laursen og afsluttede fra kanten af feltet. Wiland fik handsken på, men bolden fortsatte ind mod det tomme mål, hvor Stefan Håkansson var hurtigst fremme og fik bugseret den det sidste stykke over stregen til stor og forståelig jubel hos de lillablusede fra Holbæk.

Der skulle gå en halv snes minutter før hjemmeholdet for alvor vågnede op og truede gæsternes mål, men siden blev det også one-way-traffic i resten af kampen. N’Doye måtte en tur i græsset efter et kvarters tid, da han blev uheldigt ramt af NFC-keeperen Nicky Jensen, der var ude i feltet og bokse et indlæg væk.

N'Doye sørgede for udligning
Den stærke senegaleser var dog ikke mere medtaget, end at han få minutter efter kunne sende bolden i netmaskerne med et kraftfuldt hovedstød på Niclas Jensens ypperlige dødbold fra højre side, efter at Mathias Lysgaard havde fældet Martin Vingaard. To minutter senere var N’Doye meget tæt på at heade den ind igen, denne gang på et fint indlæg fra William Kvist, men denne gang strøg bolden lige over mål.

Nordvest var sjældne gæster på løvernes banehalvdel, men ved en enkelt lejlighed var Phillip Holm Svendsen dog ved at slippe fri af Larsson, men han blev effektivt tacklet, og Holbæk-lejren fik ikke noget ud af sine appeller om straffespark.

Ellers var og blev det hjemmeholdet, der styrede begivenhederne, og det lignede ofte ren power play, når de hvidblusede belejrede den tredjedel af banen, hvor der oftest var pakket 10 Nordvest-spillere i og omkring eget felt. Men gæsterne stod, kæmpede og tacklede godt, uden dog at kunne holde topholdet fra at komme frem til en hel del afslutninger.

Især virkede William Kvist meget opsat på at komme på måltavlen, måske fordi han vidste, at han kun havde første halvleg til rådighed i dag. Inden for få minutter fik han flere gode tilbud, og størst da N’Doye spillede ham helt fri i feltet. Den løbestærke otter overplacerede desværre sin afslutning, der strøg lige forbi stolpen.

Libor Sionko tog Kvists plads i pausen, og han var tæt på at gøre gæsterne kunststykket efter med en scoring i halvlegens første minut, men Nicky Jensen reddede flot til hjørne. Nordvest-målmanden levede i det hele taget flot op til sin kollega Lasse Sømmergaards flotte præstation i den første kamp, bortset fra en enkelt smutter hvor han tabte et indlæg fra Vingaard ned for fødderne af N’Doye, der dog tillod sig den luksus at sparke bolden over mål fra få meters afstand.

Nordstrands scoring blev afgørende
Løverne sværmede fortsat om Nordvest-feltet, og 10 minutter efter pausen kunne de tapre danmarksseriespillere ikke modstå presset længere. Niclas Jensen gik fint til baglinien i venstre side, hans indlæg passerede til Libor Sionko i modsatte side, og han fandt straks Nordstrand inde i det lille felt. Topscoreren svigtede ikke og bragte københavnerne på den ventede sejrskurs. Lidt efter burde han have øget, da han blev spillet helt alene med Nicky Jensen, men keeperen gik stærkt ud og parerede ham.

Mathias Zanka og Saban Özdogan kom på banen i stedet for Pospech og Delaney, og Saban var tæt på at score i sin første aktion, da han trak sig godt fri i venstre side af feltet, men hans afslutning blev i sidste øjeblik blokeret. Saban spillede i øvrigt venstre midtbane, mens Vingaard gik ind på Delaneys centrale plads.

N’Doye var også nærgående igen med et hovedstød efter godt forarbejde af Sionko i højre side. Endnu tættere på kom han, da han tog et frispark lige uden for feltet, som var begået mod ham selv, og med et følsomt spark skruede bolden på stolpen – hvorefter Nordstrand ramte returbolden så akavet, at den gik på tværs af det tomme mål.

Ingen målmandsproblemer i Holbæk!
Det hører med til den ellers meget ensidige skydetelt-affære, at Nordvest FC var ganske tæt på at udligne små 20 minutter før tid, da den indskiftede Niklas Jørgensen sendte et kompetent hovedstød lige over mål på et langt indkast fra Mads Bøjesen i højre side.

Ellers var de defensive dyder, som gæsterne havde mest behov for, men noget målmandsproblem har man i hvert fald ikke. Nicky Jensen fortsatte med at hive klasseredninger ud af ærmet, og han forhindrede gang på gang hjemmeholdet i at udbygge føringen. Men ind ville bolden ikke, og efter en kamp der nok ikke vil få en fremtrædende plads i de nok så berømte historiebøger, er F.C. København klar til pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag mod enten Brøndby eller AaB.

Nordvest FC har været et positivt bekendtskab, der bestemt er faldet med ære i begge semifinaler, og herfra skal der lyde et held og lykke med kampen om en hurtig tilbagevenden til 2. division.