Kampreferat: Sha vs. FCK

Løvernes første optræden i Copa del Sol-turneringen anno 2013 bød på en totalt ukendt modstander i form af kinesiske Shanghai East Asia FC, men det skulle hurtigt vise sig at være interessant og stærkt bekendtskab. Kineserne satte sig på kampen lige fra begyndelsen, og der var spillet mindre end 5 minutter, da Jakob Busk – der i dagens anledning vogtede løveburet – for første gang måtte gå den tunge gang ind i eget mål og fiske bolden ud.

Lin Wenjun opsnappede en lidt tilfældig bold lige uden for FCK-feltet, vendte rundt og halvt liggende sparkede han fornemt bolden uden om Ragnar Sigurdsson og op i målhjørnet til venstre for Busk.

Der var godt fart og tempo over Shanghai-spillet, hvorimod københavnerne havde svært ved at komme ind i kampen og få gang i sit eget spil. Først efter et kvarters kom det første indlæg fra kanterne, da Casper Højer gik godt med frem i venstre side, men bolden lå en anelse for langt fra Abdellaoue ved fjerneste stolpe.

Efter 20 minutter spillede kineserne sig godt igennem i den modsatte ende og Zhengrong fik en pænt stor chance tæt under mål, som Jakob Busk imidlertid tog sig godt af.

I det 27. minut var den unge keeper dog chanceløs, da målscorer Lin Wenjun slap fri i højre side og slog et indlæg, som den store forward Dickson ekspederede i netmaskerne. Og bare to minutter var Dickson på færde igen, da københavnerne mistede en bold på midten, og Dickson brugte sin fysik godt og fik – måske på kanten af et frispark - presset sig forbi centerforsvarerne højt oppe på FCK’s banehalvdel, så han havde frit løb ned mod Busk. Keeperen fik foden på afslutningen, men kunne ikke forhindre den kinesiske 3-0-føring.

Man skulle hen til slutningen af halvlegen, før man noterede sig de første afslutninger fra løverne, men det var ikke noget, der for alvor voldte den kinesiske keeper Junling problemer.

Fra 2. halvlegs start sendte Ariël Jacobs tre nye spillere på banen, idet Søren Frederiksen afløste Casper Højer på venstre back, Claudemir tog over fra Delaney på den centrale midtbane, og Mads Aaquist kom ind på højre back, mens Remmer rykkede ind i midterforsvaret, og Ragnar Sigurdsson satte sig ud på bænken.

Der kom helt andre FCK-boller på suppen efter pausen, og efter små 5 minutter var Junling ved at forære Mos en pænt stor chance, da keeperen kiksede et indgreb uden for feltet. Desværre tacklede han også Mos i situationen, så han mistede et par skridt, og så kunne Junling nå tilbage og parere, da Mos afsluttede.

Men efter en times spil var der virkelig bud efter en reducering, da Mads Aaquist tog et godt løb ind i feltet og kom perfekt frem til et følt Vingaard-indlæg fra venstre, men Junling hev en regulær klasseredning frem inde på stregen og forhindrede U19-talentet i at komme på tavlen i sin uofficielle førsteholdsdebut.

Minuttet efter blev man vidne til en af de største afbrændere, der længe er set i en FCK-kamp, og det foregik heldigvis i den anden ende af banen, hvor Dickson fra få meters afstand headede over tomt mål efter godt forarbejde af Lei Wu i højre side.

Københavnerne skiftede Mos ud med Igor Vetokele efter 67 minutter, og fem minutter efter fik Danny Amankwaa chancen i stedet for Vingaard. Halvlegen, der hidtil havde været jævnbyrdig rent spillemæssigt, tippede langsomt, men sikkert over til københavnsk fordel, og kort før man gik ind i det sidste kvarter havde både Gislason og Santin store muligheder for at reducere.

Først fyrede Gíslason kanonen af fra en halv snes meter, men den kinesiske keeper havde lugtet lunten og parerede fornemt. Minuttet efter headede Santin lige over mål på et godt Søren Frederiksen-indlæg fra venstre, og efterhånden havde det ikke været ufortjent med en reducering.

Den kom også, da der manglede 7-8 minutter, og Gïslason fik bolden af Amankwaa lige uden for feltet i højre side, og han hamrede bolden op i det fjerneste målhjørne. Det gav blod på tanden til en københavnsk slutspurt mod et Shanghai-hold, der tydeligvis var ved at løbe tør for kræfter, selv om de også havde sendt en del friske folk på banen efter pausen. Men man kom ikke nærmere end et hårdt Michael Jakobsen-frispark, som keeperen snuppede ude ved den ene stolpe, så det blev en kinesisk 3-1-sejr i den første kamp i Copa del Sol.

På søndag venter polske Widzew Lodz i en kamp, der er planlagt til kl. 16. Men den kan selvfølgelig også blive udsat ligesom i dag – the answer is blowing in the wind…