Hákon Arnar Haraldsson

Kampreferat: Sejren smuldrede i det sidste kvarter

De to hold
Fem planlagte ændringer siden AGF-kampen blev til seks, da Grabara blev syg i løbet af onsdagen, og ud over Kalle Johnsson startede Diks, Sørensen, Johannesson, Larsson og Clem i stedet for Ankersen, Vavro, Falk, Claesson og Daramy.

FCN skiftede to fra deres seneste kamp i Viborg, i stedet for Marxen og Marcondes startede Rocco Ascone og Mads Hansen.

>> Se start-11 matchfacts m.m. på kampsitet

Tidlig FCN-scoring
Netop de to stod bag hjemmeholdets tidlige føringsmål efter seks minutters spil, efter at vi ellers var vi kommet fint ud til kampen. Ascone slap fri af Valdemar Lund i udkanten af feltet og spillede bolden fladt gennem feltet, hvor Mads Hansen havde tid og plads til at sætte indersiden på og udplacere Kalle Johnsson.

Et mål lidt ud af ingenting, før hverken før eller efter var vi under større pres fra Nordsjælland, og når vores spil ikke fungerede de næste 20 minutters tid, var det ikke kun hjemmeholdets fortjeneste, men også lidt for mange fejl og misforståelser i vores eget spil.

Ísak Jóhannesson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


I 14. minut burde vi måske have fået mere ud af et aggressivt højt pres på FCN-forsvaret, hvor Clem stjal bolden fra Jacob Steen lige uden for deres felt, men Nagalo nåede at blokere Haraldssons afslutning.

Efter et af lidt for mange københavnske boldtab fik Nuamah en pænt stor hovedstødschance i 20. minut, som Kalle Johnsson dog greb sikkert.

Lidt efter måtte Valdemar Lund udgå til fordel for Vavro, formentlig på grund af den mindre skade, der har generet ham på det seneste, og efter kampen mente Neestrup umiddelbart, at han nok skulle blive klar til søndagens Derby.

Valdemar Lund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Kampbilledet vendte
I 25. minut tog Diogo et godt løb i feltet og blev flot spillet fri af Haraldsson, men fra en lidt spids vinkel skød han lige i fødderne på Andreas Hansen. Det blev indledningen på en periode, hvor vi spillede bedre og bedre og kom til både store og mindre chancer, der kunne have givet en udligning allerede før pausen.

Clem holdt et hårdt langskud godt nede og tvang Hansen ud og ”flyve”, Larsson var lige ved at spille Diogo fri med en dyb stikning, der blev lidt for hård, og Diogo havde selv et frispark et par meter uden for FCN-feltet, som han sparkede i muren.

Optimisme før pausen
I 38. minut manglede Haraldsson ikke meget i at heade et Jóhannesson indlæg i nettet fra nært hold, men snittede kun bolden forbi mål – og man forstod ærgrelsen på FCK-bænken, for vi spillede godt i den periode, skabte de chancer vi skulle og holdt samtidig hjemmeholdet helt fra chancer.

Stefan Madsen og Jacob Neestrup
Foto: DR-stream

 
Der var derfor basis for optimisme, selv om vi gik til pausen bagud 0-1. Falk afløste Lerager fra 2. halvlegs start ”for at få en mere boldspillende end en løbende type på midten,” forklarede Neestrup bagefter den taktiske disposition, der også handlede om at disponere kræfterne inden de kommende ugers hårde program.

Vi fortsatte, hvor vi slap før pausen med at dominere spillet og sætte mange fine angreb op, og i de første ti minutter havde både Diogo og Larsson udmærkede afslutninger, som Andreas Hansen dog tog sig sikkert af.

Efter en lille times tid kom Daramy på banen for Jóhannesson, og for at kunne indtage venstre kanten medførte det en del rokeringer. Diogo gik over i højre side, Larsson ind som forward, og Haraldsson ned som 8’er.

FCK-fans i Farum
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Længe ventet udligning
Det var stadig os, der ville mest, mens FCN mest levede på kontraer, som vi havde godt styr på at dæmme op for, og Daramy tilførte yderligere en dimension til vores offensiv, hvilket efter 65 minutter bidrog til den længe ventede udligning.

Daramy fik bolden i udkanten af feltet i venstre side, spillede Haraldsson der ikke rigtig kunne komme til, men lagde bolden tilbage til Daramy, der firsttimede mod mål – Hansen kunne kun halvklare, og Diogo sendte returbolden i nettet.

Jubel efter scoring
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


I front efter fornem kontra
Vi stillede os på ingen måde tilfredse med uafgjort, og fem minutter senere kom vi foran efter en mønster-kontra. Nuamah mistede bolden oppe ved vores felt, og så gik det stærkt: Vavro til Haraldsson til Diogo, der sendte Larsson afsted, og nede i feltet trak han sig flot fri af Kian Hansen og bankede bolden over i det lange hjørne.

Jordan Larsson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Den i forvejen massive støtte fra vores fanafsnit blev ikke mindre, selv om det ikke var så stort, som det plejer, fordi hjemmeholdet gerne vil have plads til flere af deres egne fans.

De havde da også næsten to sæder hver, for der var kun 6.440 på stadion, hvilket egentlig kan undre – selv om det er over deres gennemsnit for sæsonen. Solskin og dejligt vejr til en semifinale mellem landets to bedste mandskaber… what’s not to like.

Hurtig udligning
Bolden var dårligt givet op igen, før FCN fik et hjørne fra højre, som blev vekslet til endnu et, som Kian Hansen headede lige forbi ved fjerneste stolpe. En lille advarsel om, at de ikke var ude af kampen – og at styrkeforskellen i luftrummet ikke helt var, som den plejer, når vi møder dem.

En opspilsfejl af Sørensen førte kort efter til endnu et FCN-hjørne, som den lille Nuamah snittede videre, og et par FCK’ere var måske lidt uheldige med ikke at få ram på bolden, inden den ramte Clem og studsede ud i feltet. Her headede Kian Hansen mod mål, og Nagalo styrede den fra nært hold i nettet, selv om Kalle fik fingerspidserne på.

Minuttet efter satte vi et nyt, godt angreb op, og Daramy fik en god skudchance på kanten af feltet, men afsluttede for tæt på keeperen.

Mohamed Daramy
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Til det sidste kvarters tid sendte vi Claesson og Roony på banen til en nu helt åben kamp, hvor vi ikke formåede at holde det samme greb om spillet som før udligningen. Men vi holdt stadig meget spil oppe på deres halvdel og virkede i OK kontrol, da vi nærmede os de 90 minutter, og 2-2 ville jo heller ikke været et skidt udgangspunkt før returkampen om otte dage.

Hands-straffe gav FCN-sejren
Men to minutter før ordinær tids udløb sløsede vi lidt med positionerne, og Vavro måtte give hjørne, da indskiftede Marcondes strøg til baglinjen og slog et indlæg tæt ind foran mål. Vi opdagede heller ikke, at Diomande løb ud og helt umarkeret modtog et kort hjørne, som han skruede mod fjerneste stolpe.

Claesson gik i luften for at heade væk, men ramte desværre bolden med overarmen, hvilket da også blev opdaget af det efterfølgende VAR-tjek. Der var ingen modstandere i umiddelbar nærhed, det var helt hændeligt, uforsætligt og så videre, men - sådan er reglerne stadig.

Da uret rundede 90 minutter, gik Marcondes til 11-meter pletten og satte bolden fladt og yderligt, så Kalle lige akkurat ikke nåede ud og fik fat i den.

Kalle Johnsson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Der skete ikke meget mere i de fem minutters tillægstid, end at vi ærgrede os noget så grusomt over, at vi ikke kunne derfra med den sejr, som spillet længe berettigede til, eller i det mindste et uafgjorte resultat, som havde givet et lidt bedre udgangspunkt før den anden semifinale i Parken.

Men der var trods alt en del at glæde sig over i selve spillet, når skuffelsen har lagt sig – og det skal den gøre meget hurtigt, for nu gælder det i første omgang søndagens Derby i Parken, før vi igen kan tænke på pokalen.