Kampreferat: OB vs. FCK

"SKABET" PÅ PLADS

På et fundament af 73 point og et forspring på seks point med én spillerunde igen, lykkedes det endegyldigt F.C. København at sikre sig årets danske mesterskab. Et smalt nederlag mod OB fik således ikke den store betydning, idet Horsens satte Brøndby IF på plads i en for mesterskabs-placeringen lige så vigtig kamp. Klubbens femte DM-titel er dermed en realitet. Festen kan begynde.

Fynsk chok-start
Inden den ultimative kulmination på en lang sæson spillede de nykårede danske mestre en kamp mod en vældigt oplagt fynsk mandskab. Således skulle der kun gå tre minutter, før værterne bragte sig foran. En noget tvivlsom episode opstod et stykke udenfor feltet, da Dan Thomassen drattede til jorden efter en duel. De fleste spillere stoppede op, men dommer Svendsen, der dømte endnu en forunderlig kamp, lod spillet fortsætte. Det lukrerede Junior på, da den kropstærke brasilianer med et hårdt og velplaceret spark fra 35 meter overraskede og udplacerede Jesper Christiansen.

Chok-starten havde Ståles tropper svært ved at komme sig over, selvom en god hovedstøds-mulighed til Hangeland kort efter opstod. Derimod var det fynboerne, der med iøjefaldende god fysik satte dagsordenen. Med speed på kanterne, en emsig midtbane, og et par urostiftende folk i front i form af Berg og Junior var ingredienserne i den fynske cocktail klare.

På denne konto fik Sørensen, Stokholm og Borring muligheder, men den københavnske defensiv holdt stand, også selvom der måtte skiftes ud midtvejs i halvlegen, da Hangeland pådrog sig en forstrækning. Ind kom Kvist som højreback, mens Lars Jacobsen trak ind centralt.

Horsens skabte jubel
Som halvlegen skred frem kom københavnerne til et par chancer – alle fra distancen. To gange forsøgte Bergvold sig, mens Silberbauer bragede en enkelt forbi, men det virkede nu ellers ikke så påtrængende, hvad rækkens førerhund diskede op med.

Største københavnske jubel kom således også, da nyheden om at Horsens havde udlignet mod Brøndby blev annonceret. Pointtab til vestegnens stolthed var som bekendt lig med københavnsk guld.

Og netop denne jubel forstærkedes kort inde i anden halvleg, da meldingen om at ”Den gule fare” var foran 2-1 fandt vej til Fionia Park.

På banen så det også væsentligt bedre ud set med københavnske briller. Et langt mere mesterskabssulten mandskab jagtede udligningen, og med bolden konstant på udeholdets fødder blev presset lagt på værterne. Indskiftede Ijeh fik en god mulighed på hovedet og Silberbauer trykkede atter engang hårdt af udefra.

Desværre stod hjemmeholdets bagerste kæde solidt plantet og hjemmeholdets ankermand, Onyzsko, tog sig kompetent af, hvad der måtte slippe igennem.

Festen tog form
Trods dette voksede jubelen støt på tribunen bag målet, hvor små 4.000 FCK-fans var placeret. Forstærket blev den gode stemning så sandelig også, da nyheden om endnu to scoringer til Horsens skabte sand eufori. Med et kvarter tilbage af kampen fornemmedes således en helt unik stemning på stadion, da en win-win situationen var indenfor rækkevidde. Hjemmeholdets tilskuere jublede over udsigten til sejr og et godt afsæt i bronze-kampen, mens udeholdets jublede over udsigten til guld.

En stor mulighed til Allbäck med ti minutter tilbage blev det tætteste københavnerne kom udligningen, men afbrænderen gjorde mindre, da alle brikker faldt på plads kl. 16. 54. Her lød beskeden om Brøndbys endeligt og et brøl af dimensioner efterlod ingen i tvivl om hvor årets mesterskabspokal var havnet.

Det lange seje træk blev taget under Hans Backe i efteråret og smukt fulgt op på under Ståle Solbakken. Et rekordstort københavnsk point-tal skaffede dermed F.C. København femte DM-titel i klubbens levetid. At måle på den spontane fest blandt spillerne foran endetribunen og så sandelig også på lægterne, går det nok ikke helt stille af sig i landets hovedstad i aften. Guldet tilhører F.C. København og set over hele sæsonen er titlen i den grad fortjent. FCK.dk ønsker alle læsere tillykke med guldet og husk at festen fortsætter, når Silkeborg om en uge kommer til PARKEN i sæsonens sidste kamp.