Kampreferat: For mange lykkedes med for lidt

Efter syv Derbyer i Brøndby uden nederlag, så gik den ikke længere. På en dag hvor for mange lykkedes med for lidt, så vandt Brøndby 2-1 efter 1-0 ved pausen.

De to hold
Jacob Neestrup havde været syg flere dage og var stadig ikke frisk, så Stefan Madsen varetog cheftrænerjobbet og stillede samme hold som mod Randers for to uger siden:

Kotarski – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez (46.: Meling) – Larsson (77.: Claesson), Lerager (anf.) (60.: Delaney), Clem (60.: Madsen), Achouri – Moukoko (60.: Cornelius), Elyounoussi

Brøndbys nye cheftræner Steve Cooper måtte undvære en skadet Nicolai Vallys og bænkede desuden anfører Daniel Wass i en 4-2-3-1:

Pentz – Klaiber (anf.), Alves, Binks, Köhlert (26.: Nartey) – Tahirovic, Spierings (73.: Wass) – Fokuda (79.: Villadsen), Bundgaard, Divkovic – Gregoritsch (78.: Ambæk)

Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Fint første kvarter
De seneste gange i Brøndby er de kommet ud aggressivt og offensivt ud, men denne gang forholdt de sig mere afventende, mens vi satte os fint på kampen og skabte et par gode chancer i det første kvarter.

Allerede i tredje minutter blev Jordan Larsson spillet godt i venstre side af feltet, men vinklen blev en anelse spids, og Patrik Pentz reddede han afslutning.

Elias Achouri havde – som sædvanlig – nogle hidsige dueller med Sean Klaiber, og tuneseren stod også for vores næste udmærkede mulighed i 12. minut, da han fra hjørnet af feltet afsluttede fladt mod det lange hjørne, men Pentz nåede ned og afværgede.

Jordan Larsson
Patrik Pentz redder en afslutning fra Jordan Larsson. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Brøndby blev bedre, og vi gjorde ikke
Så langt, så godt. Brøndby havde stort set ikke haft bolden i vores felt endnu, men vi formåede ikke udnytte den gode start til for alvor at sætte os på kampen. Det gik for ofte for langsomt, og presset sad heller ikke altid lige i skabet, og lidt efter lidt kom hjemmeholdet mere til fadet, uden at vi dog blev specielt udfordret.

Midt i halvlegen måtte de rokere lidt, da Mats Köhlert udgik med en skade. Marko Divkovic gik ned på backen, Noah Nartey kom ind som 10’er, og Filip Bundgaard rykkede ud til venstre. Nartey bragte lidt mere fart i deres offensiv, hvor de dog stadig ikke satsede særlig meget på at komme frem over stepperne.

Marcos Lopez
Marcos Lopez hopper over Sean Klaiber. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Det var efterhånden en låst og taktisk affære, hvor ingen af holdene skabte noget særligt, og med vores københavnerbriller lignede det, at vi ville lidt, men ikke kunne meget, mens Brøndby kunne lidt, men ikke ville meget.

Kampen blev også urytmisk af en hel del frispark, nogenlunde lige fordelt på begge hold, og først seks minutter før pausen var der igen en afslutning på mål, da Benjamin Tahirovic fik en mulighed på kanten af feltet, men skød ufarligt lige på Kotarski.

Dominik Kotarski
Dominik Kotarski bokser en bold væk. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


VAR i aktion før pausen
Men i 42. minut skete der pludselig noget, da en Sean Klaiber-dødbold blev snittet videre i vores felt og umiddelbart lignede det en soleklar offside, inden Marcos Lopez ville cleare og i stedet sparkede Michael Gregoritsch ned. 

Dommer Mikkel Redder dømte da også offsiden i første omgang, men et VAR-tjek viste, at det var Lukas Lerager, der snittede dødbolden videre – og må samtidig have vurderet, at det ikke var strafbart, at Gregoritsch stod klart offside, da dødbolden blev slået. Konklusionen blev nemlig et straffespark for Lopez-forseelsen på Gregoritsch.

Østrigeren gik selv til 11-meter pletten og scorede sikkert med et fladt spark til venstre for Kotarski, der gik til højre.

Brøndby bringer sig foran på straffespark
Michael Gregoritsch bringer Brøndby foran 1-0 på straffe. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Fejlfyldt indledning på 2. halvleg
Efter pausen kom Birger Meling ind for Lopez, der slog sig i straffe-situationen og også lige havde været på langfart til Sydamerika, men generelt kom vi ikke godt ud til 2. halvleg.

Hvis man havde til opgave at tælle fejlafleveringer, så havde man rigeligt at se til i det første kvarter, for vi smed et hav af bolde væk i opspillet.

En af dem gav Gregoritsch en mulighed for at afslutte fra spids vinkel, men Kotarski var godt ude og blokere skuddet, og man kan undre sig over, at Brøndby ikke profiterede mere af en rædselsfuld københavnsk indledning på halvlegen, hvor vi havde store problemer med boldomgangen overalt på banen.

Mads Emil Madsen
Mads Emil Madsen fik debut efter en times spil. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Vi ændrede kampbilledet - kortvarigt
Efter en times spil var der små tegn på, at vi var ved at komme i gang mod et hjemmehold, der stadig ikke tog nogen som helst chancer i det fremadrettede spil, og efter en trippel-udskiftning fik vi for alvor fat i kampen, da Thomas Delaney, Mads Emil Madsen (debutant) og Andreas Cornelius afløste Lerager, Clem og Moukoko.

Der gik da også kun fem minutter, før vi bragte balance i regnskabet. Jordan Larsson var søgt ind midt i banen og prikkede en bold videre til Mads Emil, som straks spillede Huescas i højre side – og på et perfekt indlæg kom Elyounoussi foran Frederik Alves og pandede bolden i nettet til 1-1.

Mohamed Elyounoussi
Mohamed Elyounoussi udligner til 1-1. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


De næste minutter pressede vi dem langt tilbage, og selv om vi ikke kom til chancer, så lignede det en kamp, hvor vi havde fået det berømte momentum og med tålmodighed og koncentration kunne spille os til den eller de chancer, der kunne sikre alle tre point.

Brøndby foran igen på dødbold
Men nej. I 73. minut fik Brøndby et frispark midtvejs på vores halvdel i højre side, og måske snød det os lidt, at Klaiber først gik til bolden og stoppede op, mens vores bagkæde faldt lidt – og i stedet slog Divkovic bolden til bageste stolpe, og så gik det helt galt.

Mads Emil Madsen holdt øje med Gregovitsch og så ikke, at Luis Binks løb bag ham, og Kotarski kom på mellemhånd, da han flugtede bolden ind foran mål, hvor Stijn Spierings kom først og headede den i tomt mål.

Viktor Claesson afløste Jordan Larsson for at bringe nye kræfter i offensiven, og i 79. minut flugtede Gabriel en smart Elyounoussi-dødbold på tværs i deres felt, og det var ikke langt fra, at Birger Meling havde nået den ved fjerneste stolpe. 

Birger Meling
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Ikke tæt på udligning
Men tættere kom vi reelt ikke, for det blev for hektisk og forceret, og et Hatzidiakos-boldtab gav i stedet Brøndby en giftig kontra i 89. minut, men Delaney og Madsen blokerede Noah Narteys afslutning.

Vi formåede aldrig at lægge pres på dem og skabe chancer til udligning, og efter fire minutters tillægstid var det forbi.

Det er altid ærgerligt at tabe et Derby, men nogle gange har præstationen i det mindste været godkendt. Det var den ikke i dag.

 

Matchfacts
Lørdag den 13. september 2025, kl. 15.00 på Brøndby Stadion. 3F Superliga, 8. runde
BRØNDBY IF-F.C. KØBENHAVN 2-1 (1-0)
45+1.: 1-0 Michael Gregoritsch
65.: 1-1 Mohamed Elyounoussi
73.: 2-1 Stijn Spierings
25.493 tilskuere. Dommer: Mikkel Redder

Advarsler: 32.: Mohamed Elyounoussi, 39.: Michael Gregoritsch, 47.: Sho Fokuda, 81.: Benjamin Tahirovic

Start-11: Kotarski – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Lerager (anf.), Clem, Achouri – Moukoko, Elyounoussi

Slut-11: Kotarski – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Meling – Elyounoussi, Madsen, Delaney (anf.), Achouri – Cornelius, Claesson