Kampreferat: FCN vs. FCK

Traditionen tro vandt F.C. København over FC Nordsjælland. I samtlige ni opgør de to klubber har haft mod hinanden, har Byens Hold trukket sig sejrrigt ud af kampene. Søndag blev dermed ingen undtagelse selvom det var i absolut sidste øjeblik, at sejrsmålet faldt.

Der var fornyet selvtillid på holdet efter midtugens pokalsejr over OB, hvilket også tydeligt afspejlede sig i de første ti minutter af kampen. Her kunne udeholdet have bragt sig foran ved enten Zuma, der to gange kom til afslutning, og Silberbauer, men begge to misbrugte de ellers oplagte muligheder.

At kalde F.C. København for udehold afspejler i hvert fald ikke støtten fra tilskuerpladserne. Af de lidt over 4000 tilskuere var vel de 3000 fans af de danske mestre, og gennem hele kampen leverede den ene endetribune en fremragende støtte til de hvidklædte københavnere.

Og støtten uden for banen blev omdannet til flot spil og højt tempo inde på banen. F.C. København sad tungt på kampen i de første 45 minutter, og FCN's første afslutning faldt først efter 17 minutters spil, og denne var mildest tal ikke i nærheden af at true Kihlstedt.

Kampens dommer var Kim Milton - i øvrigt ligesom i onsdags mod OB. Milton kom første gang i fokus i midten af halvlegen, da Hjalte Nørregaard fik et korrekt gult kort. Milton skulle dog vise sig at få en mere uheldig rolle senere i kampen.

F.C. København kom fortjent foran efter 23 minutters spil. Et af de utallige FCK-hjørnespark fra Hoseth ramte lige i panden på en total udækket Jesper Bech, der dermed scorede sit tredje sæsonmål. Målet lod til at sætte F.C. København endnu mere i gang, og angrebene væltede fortsat ned mod Kim Christensen i FC Nordsjællands mål - alt var som det plejer.

På mange måder mindede aftenens kamp om den tilsvarende for en måneds tid siden på samme sted. F.C. København sad på det hele, mens FCN havde rigeligt travlt med at forsvare sig. Alligevel skulle Tommy Olsen få halvlegens sidste store chance, da Junker fik dirigeret et hovedstød ind til brolæggeren der ikke fik afsluttet, men i stedet benyttede sig af en angribers næstbedste våben: At appelere for straffespark. Milton stod godt placeret og lod spillet fortsætte.

Efter pausen var det - ligesom det plejer - to forvandlede hold der kom på banen. FC Nordsjælland med langt mere aggresivitet og F.C. København med langt større passivitet. Peter Christiansen blev skiftet ud - ikke på grund af spillet, men med et trykket ribben - og ind kom finske Janne Saarinen.

Og Saarinen skulle ikke bruge mere end ét minut på banen før han så Hoseth i dybden. Et skonummer størrere i nordmandens støvler havde nok resulteret i målet til 2-0, men i stedet fik Kim Christensen afværget for hjemmeholdet.

Ikke lang tid efter forlod Hoseth banen til stor applaus fra publikum og ind kom Peter Møller.

Om det var udskiftningen der forvirrede F.C. København eller om det var den føromtalte passivitet skal være usagt, men ikke desto mindre udlignede FC Nordsjælland efter 67 minutter. Tommy Olsen var pludselig alene igennem og placerede bolden køligt uden om en fremstormende Magnus Kihlstedt.

Man begyndte nærmest at sidde med en deja-vu-agtig fornemmelse i kroppen. 1-1 midt i anden halvleg - alt var som det plejer.

Fem minutter efter udligningen formåede Peter Møller at lave (hvad han selv normalt kalder for heldigt) et frækt træk uden om en FCN-forsvarer. Nummer 32 lagde bolden tilbage til Hjalte Nørregaard, der tog et enkelt træk og hårdt og kontant sparkede læderet i mål helt ude ved den ene stolpe. 2-1 - alt var som det plejer.

Kort efter kom Dan Thomassen på banen i stedet for Michael Silberbauer. Thomassen røg ned i centerforsvaret, mens Traoré kom op på midtbanen.

FC Nordsjælland havde dog fået blod på tanden, selvom man igen var kommet bagud og hjemmeholdet spillede faktisk en rigtig god anden halvleg. De skulle få endnu bedre odds for at komme tilbage i kampen små ti minutter før tid.

Peter Møller og Anders Alding stødte hovederne sammen i en luftduel. I første omgang tydede alt på, at Kim Milton korrekt bare fløjtede for frispark til Alding da det var ham der ramte bolden. Men da der opstod noget tumult omkring situationen, så hev Milton højest overraskende det røde kort op af lommen til Peter Møller. F.C. København måtte spille kampen færdig ti mod elleve.

Det betød helt automatisk et massivt FCN-pres. Tommy Olsen kunne have udlignet kort efter, men fik ikke ramt bolden ordenligt. Det gjorde Francis Dickoh til gengæld to minutter før tid, da han fik pandebrasken på et hjørnespark. Kihlstedt kunne kun halvklare forsøget, og hjemmeholdet så ud til for første gang nogensinde at få point mod F.C. København - alt var ikke som det plejer.

"It ain't over until the fat lady sings", er der et udtryk der går. Det burde FCN vide, da de nok mindes et vist Peter Møller-mål i PARKEN for et par år siden. Det er nok lige groft nok at kalde dagens bedste FCK'er, Sibusiso Zuma, for dette, men sydafrikaneren prydede en stor indsats med matchvinder-målet to minutter inde i dommerens overtid. Et frispark blev lagt ind over, hvor bolden dumpede ned mellem vender og fjender til Zuma, der resolut sparkede bolden i netmaskerne til en 3-2-føring, der også holdt kampen ud.