Kampreferat: FCK vs. Vik

FLOT SEJR OVER VIKING

F.C. København spillede tirsdag eftermiddag træningskamp mod norske Viking Stavanger på KB’s anlæg. Byens hold sparede en del af de etablerede spillere og lod både bredden og ungdommen få en topkamp i benene mod et stærkt, norsk hold, der blandt andet indeholdt Peter Ijeh og Søren Berg.

Fredrik Berglund og Benny Gall var blevet syge og derfor var truppen blevet skåret ned til dagens kamp. Ståle Solbakkens tropper lagde godt ud alligevel, men Viking fik hurtigt svaret igen og de første 10 minutter forløb derefter meget lige. Morten Bertolt fik dog bragt de danske mestre foran i det 11. minut, da han i to omgange fik headet et hjørnespark i mål.

De næste godt 30 minutter forløb med fint spil fra begge hold. Thomas Villadsen i FCK-buret havde et par fantastiske redninger og sørgede om nogen for at Viking ikke fik udlignet. I den anden ende af banen var Razak Pimpong en evig trussel med skarpe driblinger og lynhurtige træk – generelt var det Pims dag i dag, da han mere eller mindre gjorde hvad der passede ham.

Ijeh så rødt
En træningskamp er ofte ikke videre dramatisk. Det var dagens som sådan heller ikke, men i slutningen af første halvleg begik Peter Ijeh et noget klodset frispark på Dan Thomassen. Det takserede dommer Emil Laursen til et gult kort, men efterfølgende kom Ijeh med en eller anden form for kommentar, der fik det røde kort op af Laursens lomme. Dermed var der ikke mere træningskamp for den tidligere FCK’er, men klubberne imellem aftale, at Viking fik lov til at sætte en ny mand på banen således, at der stadig blev spillet 11 mod 11.

Kort efter kunne Lasse Qvist øge føringen til 2-0 efter et flot angreb startet af Pimpong og med en fræk assist af Morten Bertolt, da han spillede Qvist fri til afslutning fra kanten af feltet. Her svigtede Lasse ikke og bankede resolut bolden i kassen.

Kort inde i anden halvleg var det Jeppe Brandrups tur til at prøve lykken. Et par gode træk ind i banen fra højrekanten medførte plads til skud. Jeppe skød, bolden blev rettet af men sejlede alligevel ind bag en chanceløs Viking-keeper.

Herefter gik gassen en smule af ballonen. F.C. København med Pimpong i spidsen fortsatte dog alligevel med et par gode angreb og et kvarters tid inde i de sidste 45 minutter blev William Kvist væltet omkuld i feltet – straffespark! Det fik Oscar Wendt lov til at tage, men svenskeren afsluttede svagt og Vikings bagerste skanse kunne få lidt oprejsning, da han parerede bolden ud mod sidelinien.

Dermed blev det ikke til flere mål eller store chancer i kampen og uden at fornærme nogen må man give kredit til de spillere, der optrådte i den hvide trøje i dag. 3-0 over et stærkt Tippeligahold er flot – også selvom man er fra F.C. København.