Kampreferat: FCK vs. FCM

Det, der efter en halv time tegnede til en regulær afklapsning af midtjyderne, udviklede sig til en halvtrist affære, hvor FCK i 2. halvleg holdt gæsterne fra fadet, men ikke selv satte sig til bords og tog for sig af retterne.

Hjemmeholdet havde Michael Gravgaard i karantæne, hvilket naturligt nok gav plads til Dan Thomassen i midterforsvaret. Martin Bergvold – der ligesom Thomassen startede inde mod Thisted i onsdags – fik også chancen fra start, mens Hjalte Nørregaard startede på bænken. I øvrigt var alle de 6 stamspillere, der stod over mod Thisted, med fra start.

Erik Rasmussen havde proklameret, at FCM ville prøve at spille offensivt, men stillede dog i en noget forsigtig 4-4-1-1 med Mikkel Thygesen liggende mellem midtbanen og den enlige angriber Christian Olsen. Midtjyderne kom dog bedst fra start og skabte kampens første chance efter bare 7 minutter. André Bergdølmo nåede ikke helt op til Dennis Sørensen, der midt i feltet kunne heade hårdt mod nærmeste trekant, men Jesper Christiansen nåede med et tigerspring at slå bolden lige op over overliggeren. Et par minutter efter fik Christian Olsen serveret en god stikning fra Salami efter et boldtab af Hutchinson på midten, men han mistede et træk og kom for langt ud i venstre side, og muligheden blev forspildt.

FCK-pres gav bonus
Hutchinson revancherede sig med et godt langskud fra kanten af feltet efter 11 minutter, da Marcus Allbäck perfekt lagde bolden til rette for ham, men canadierens mangler stadig lige at få indstillet sigtekornet, og hans forsøg gik over mål. Det blev dog signalet til et massivt FCK-pres, som gav bonus i det 17. minut. Brede Hangeland sendte Silberbauer til baglinien med en hård og præcis hovedstødsaflevering, og Silber centrede præcist ind foran mål, hvor Allbäck fra kanten af det lille felt headede bolden mesterligt ind i det lange hjørne, inden Kolja Afriyie nåede op til ham.

Et par minutter senere var Hangeland selv tæt på at komme først på et frispark fra Lars Jacobsen i højre side, men FCM fik afværget. Den høje nordmand blev hængende oppe i feltet og kunne kort efter heade bolden ned for fødderne af Fredrik Berglund, der i god position sendte sin hurtige afslutning langt over mål.

FCK fortsatte sin dominans, og Allbäck havde et par gode chancer til at fordoble sin målscore – først med et hovedstød på et frispark fra 100 kamps-jubilaren Tobias Linderoth, og siden med en afslutning over mål efter en fornem frispilning fra Silberbauer.

Efter den halve time var der gevinst igen, og denne gang på en FCK-specialitet efter hjørnespark i højre side. 5 mand tog opstilling på kanten af feltet og løb frem mod det præcise indlæg fra Lars Jacobsen, og mens forsvarerne så ud til at koncentrere sig mest om Hangeland, kunne Dan Thomassen pandede kuglen ind mellem stolpen og Mikkel Thygesen, der forgæves var søgt ind på stregen.

FCM kom pludselig tilbage
Så skulle man tro, at den kamp var afgjort, men så let skulle det alligevel ikke gå, for mens hjemmeholdet solede sig lidt vel rigeligt i succesen, så FCM sit snit til at komme frem til et par afslutninger. Mikkel Thygesen havde et langskud, som dog ikke voldte Jesper Christiansen problemer. Dennis Sørensen headede ved siden af mål på et indlæg fra Simon Poulsen, og Kristian Bak sendte et langskud over mål. 3 minutter før pausen kunne Christian Olsen havde fået en friløber, men han løb lidt urutineret ind i en soleklar offside, da Dennis Sørensen forsøgte at spille ham i dybden. Ikke de helt store, vilde chancer, men pludselig var midtjyderne på forunderlig vis kommet ind i kampen, og minuttet efter gik det galt.

Christian Olsen var søgt langt tilbage i banen, modtog bolden og sendte et langt indlæg ind i feltet, hvor Dennis Sørensen hoppede højere end Bergdølmo og headede bolden i en blød bue over hovedet på Jesper Christiansen, der simpelthen stod for langt ude af sit mål og må tage målet på den berømte kappe, som alle fodboldspillere åbenbart bærer under trøjen.

Efter pausen fik FCK hurtigt tiltvunget sig det spillemæssige overtag, men der var langt mellem de kreative indslag – endsige målchancerne. Efter et lille kvarter lignede det dog noget, da Allbäck med brystet snittede en lang fremlægning fra Hangeland videre til Fredrik Berglund, der pludselig var alene med Kristian Bak, men FCM-anføreren kantede svenskeren og fik afværget. Dommer Peter Rasmussen, der generelt var tilbageholdende med at fløjte for frispark i den i øvrigt meget fair spillede kamp, fandt heller ikke anledning til det denne gang, selv om Bak vist fik mere ram på Berglund end på bolden.

FCK i kontrol
I det 63. minut sendte Ståle Solbakken William Kvist på banen i stedet for Michael Silberbauer, der døjede med lidt lyskeproblemer og derfor blev sparet til på tirsdag. Et par minutter senere måtte Berglund humpe ud efter at Magnus Troest uheldigt var landet på hans ankel i en nærkamp, men det skulle heller ikke være så alvorligt, at han ikke kan rejse med til Glasgow. Hjalte Nørregaard kom ind på den centrale midtbane, og Hutchinson gik op i angrebet i stedet.

Med 20 minutter igen forsøgte FCM også at sende friske folk på banen, men det var stadig hjemmeholdet, der havde fat i den lange ende og kontrollerede kampen uden for alvor dog at true Anders Rasmussen i FCM-målet – indtil 3 minutter før tid. Razak Pimpong havde afløst Martin Bergvold med 8 minutter igen og overtaget Hutchinsons plads i angrebet, og den ivrige ghaneser pillede bolden fra Magnus Troest og spillede 1-2 med Allbäck, men helt alene med Anders Rasmussen løb bolden fra ham på den ujævne bane, og Rasmussen fik dygtigt forhindret at Pim kunne fejre sin første SAS Liga-scoring i FCK-trøjen mod sine gamle klubkammerater.

Gæsterne havde ikke rigtig mere at komme med og fik aldrig etableret et pres i slutminutterne, hvor FCK i stedet kunne køre kampen hjem på rutinen og dermed erobre førstepladsen i SAS Ligaen på bedre målscore end AaB.