Kampreferat: FCK vs. FCM

Mestrene havde atter Johnny Thomsen og Sölvi Ottesen med, og i forhold til HB Køge-kampen i søndags gik de ind på holdet i stedet for Thomas Kristensen og Ragnar Sigurdsson. Midtjyderne måtte undvære de skadede Jakob Poulsen, Adigun Salami og Kristian Ipsa, og under opvarmningen måtte Kristian Bak også opgive at blive klar.

Inden kampen blev københavnernes nye kampsang præsenteret på karaoke-måden med rulletekster på storskærmen, alt imens man noterede sig, at AaB havde snuppet 1. pladsen efter at have besejret OB i lørdagens tidligere kamp – men kun midlertidigt, skulle det vise sig efter de 2 gange 45 minutter i PARKEN for da Kenn Hansen fløjtede af, havde løverne hentet sæsonens sjette sejr i syv kampe og sendt ulvene hjem til heden med et 0-2-nederlag.

??Efter 10-12 minutters spil var der ikke noget, der tydede på, at kampens første mål først ville falde i det sidste kvarter! Hjemmeholdet gik frisk til sagen og satte godt tryk på midtjyderne, og den første store mulighed kom efter 7 minutter, da en veloplagt Santin trak ind i feltet forbi venstre side og med en præcis aflevering fandt Claudemir lige uden for feltet – brasilianeren sendte en velplaceret inderside-afslutning af sted, men FCM-keeperen Kasper Jensen nåede fornemt ned og vifte bolden til hjørnespark.

Små fem minutter senere var Santin selv nærgående, da N’Doye spillede ham fri i højre side af feltet, men han sendte sin afslutning lige forbi den fjerneste opstander. Ind i mellem havde Jude Nworuh tegnet sig for gæsternes første afslutning, og den gik til indkast…

Efter en snes minutter var kaptajn Zanka med oppe i feltet og skabe lidt ravage, og han fik spillet N’Doye fri i feltet, men en forsvarer blokerede senegaleserens afslutning. Få minutter senere fik Santin serveret en gylden mulighed midt foran mål, da Pierre Bengtsson slog et af sine præcise indlæg fra venstrekanten, men den overraskende fri brasilianers hovedstød strøg lige over mål.

Hjemmeholdet trykkede godt på i denne periode med en boldbesiddelse på omkring 60/40 og havde bl.a. 3 hjørnespark inden for få minutter, men gæsterne – der nærmest spillede 4-5-1 i dag – holdt stadig stand.

Lidt efter den halve time brændte det på igen, da Santin fandt N’Doye på kanten af feltet, men han manglede lige den sidste skarphed og blev tacklet i sidste øjeblik, inden han fik afsluttet – eller lagt bolden videre til  den helt fri Bolaños.

Grindheim indkasserede en advarsel for at gå lidt for hårdt til Tim Janssen i en luftduel, men generelt var der ikke meget duel over det i luftrummet, når midtjyderne slog høje bolde frem mod FCK-forsvaret. Dertil var Sölvi og Zanka for stærke over for de små, vævre nigerianere Nworuh, Uzochukwu og Hassan, som heller ikke rigtig havde held til at udfordre det københavnske forsvar i spillet langs jorden.

Derimod bød de sidste 5 minutter af halvlegen på endnu et par gode chancer til løverne, og optakten til den første er værd at dvæle lidt ved, for det startede med at Wiland trillede bolden ud til Claudemir lige uden for eget straffesparksfelt. Han havde oceaner af plads, og midt fra egen banehalvdel sendte han en lang, præcis pasning frem ad banen, der fuldstændig splittede den midtjyske organisation, så Diouf pludselig kunne spurte fri i venstre side og sætte kurs mod FCM-feltet. Her nåede Albrechtsen lige akkurat tilbage og genere lidt, og afslutningen sad lige på Kasper Jensen – men et skoleeksempel på hurtigt omstillingsspil af høj klasse.

Kort efter spillede N’Doye Bolaños fri i højre side af feltet, men også hans afslutning sad for tæt på Kasper Jensen, der dog også tog godt fra sig i den situation. Inden pausefløjtet nåede Diouf også at sende et giftigt hug af sted fra kanten af feltet, der bare skulle have siddet en lille meters penge lavere for at pive ind under overliggeren.

Umiddelbart var der derfor stor undren på lægterne, da FCK-fansene lod en mindre pibekoncert gjalde ned over grønsværen, da Kenn Hansen fløjtede til pause, men forklaringen skulle vist findes på lystavlen, der fejlagtigt viste, at der kun var spillet ca. 44 minutter. For spillet på banen kunne man ikke indvende noget mod – det var en af de bedre halvlege, de ”nye løver” har præsteret i dette efterår, og man sad egentlig kun og savnede en enkelt vigtig detalje: mål på de mange chancer!

FC Midtjylland kom lidt bedre med efter pausen, men det var hjemmeholdet, der skabte den første store mulighed, da N’Doye tæt under mål fik foden på et godt Bolaños-indlæg, men Kasper Jensen var godt ude i ham og fik igen afværget. Gæsterne svarede dog igen med deres hidtil største chance, da Jesper Juelsgaard strøg til baglinien og fandt Tim Janssen i feltet, men hollænderen bankede bolden lige over mål. Lidt efter kombinerede Nworuh og Hassan  godt og kvikt i FCK-feltet, og sidstnævnte fik sendt en flad afslutning af sted, som strøg et par meter forbi Wilands mål.

En midtjysk scoring her, og det kunne være blevet anderledes affære, men de kunne ikke helt følge op på den gode periode, og efter et kvarters tid af 2. halvleg havde hjemmeholdet igen godt fat i spillet – støttet af en fin vokal opbakning fra hjemmepublikummet - og man fik holdt FCM fra flere farligheder. 

Midt i halvlegen afløste Thomas Kristensen Pape Pate Diouf, og i stedet gik Claudemir ud på venstrekanten. Knap 20 minutter før tid var et Bolaños-indlæg fra højre lige et par centimeter for højt til N’Doye, der ellers var i god position i feltet, men headede over mål. Godt et kvarter før tid fik N’Doye selskab af Nordstrand i angrebet, da han afløste Santin, og minuttet efter lå bolden omsider i FCM-målet.??

Claudemir slog et indlæg fra venstre, og N’Doye gik godt op og pressede Kasper Jensen i en luftduel, så han ikke fik fat i bolden – den dumpede i stedet ned midt i det lille felt, hvor N’Doye var først på den, og med et akrobatisk saksespark hamrede han kuglen i det tomme mål.

Det punkterede kampen, og FCM kom aldrig tilbage og fik presset hjemmeholdet i det sidste kvarter. De havde haft deres få, gode chancer men misbrugt dem, og set over kampen som helhed fandt kampen også sin rigtige vinder. Sejren blev endda fordoblet i slutminuttet, da N’Doye kom på tavlen igen efter et Nordstrand-indlæg fra venstre, som Claudemir headede på tværs, så senegaleseren bare skulle lægge sig på knæ og heade bolden i tomt mål. Og det blotte øje kunne i situationen ikke umiddelbart se, at han var en anelse i offside-position i afleveringsøjeblikket…

2-0 og færdigt arbejde efter en god og gedigen holdindsats, hvor man igen spillede sig frem til mange gode chancer, holdt målet rent og hentede 3 point. Derfor er det kun skønhedspletter – altså pletter på skønheden – at chancerne først blev udnyttet i det sidste kvarters tid. Der kommer givetvis internationale kampe, hvor skarpheden skal være større, fordi man ikke får så mange muligheder som i dag… men den tid, den fornøjelse. Her i aften kan man da kun glæde sig over en sæsonstart med fire ligasejre af fem mulige, og to europæiske sejre, der nok engang har sikret gruppespillet i Champions League eller Europa League!