Kampreferat: FCK vs. ACH

Kampreferat: FCK vs. ACH

De to hold
De fire, der sad over mod Nordsjælland i onsdags, var alle tilbage i startopstillingen. Linderoth sad helt over på grund af influenza, mens Oscar, Dan og Berglund tog plads på bænken.

Kent Nielsen havde kun ændret på to pladser fra det hold, der i onsdags spillede 2-2 mod FCM. Den brasilianske topscorer Macena – der lidt overraskende var bænket forleden – var med igen, ligesom norske Magne Sturød.

Jesper Christiansen fik inden kampen overrakt Det Gyldne Bur af TIPS Bladet - det synlige bevis på, at hans keeper-kolleger i SAS Ligaen og Viasat Sport Divisionen for andet år i træk har kåret ham som Årets Målmand. Buret blev overrakt af TIPS Bladets marketingchef Henrik Stegger.

Kun spil på den ene halvdel
Mestrene satte sig som ventet på kampen allerede fra indledningen, og de første 5-6 minutter signalerede, at det godt kunne gå hen og blive en temmelig ensidig affære. Selv om angrebene rullede ned mod AC Horsens-målet, var der imidlertid for meget ubeslutsomhed i de afgørende situationer, og de defensivt indstillede gæster slog godt fra sig. Der måtte derfor et hjørne til for at skabe lidt ravage foran mål. Lars Jacobsen sendte bolden mod fjerneste stolpe, hvor Gravgaard headede den på tværs af mål, men Grønkjær og Ailton fik generet hinanden så meget, at sidstnævntes hovedstød gik lige over mål. 

AC Horsens havde et enkelt tilbud efter ca. 10 minutter spil, da Gravgaard nedlagte Macena et stykke uden for feltet, men Ali Gerba sparkede bolden lige i muren.

I stedet fyrede hjemmeholdet op under kedlerne i den anden ende, og efter 13 minutter fløjtede Emil Laursen for straffe, da Ailton faldt i feltet, og – viste nærbillederne senere – blot var kommet til at sparke til og snuble over Per Gade i kamp om bolden. Optakten var ellers god nok, da Niclas fik masser af plads til at slå en fin pasning ind i feltet til Allbäck, og med ryggen til mål og en AC Horsens-forsvarer på nakken fik den svenske ”target man” tæmmet bolden og lagde den videre til Ailton.

Hjalte sparkede usvigeligt sikkert bolden ind tæt op ad Jochumsens højre stolpe, mens han gik til den modsatte side – men han havde nu næppe nået den alligevel.

En fest, der aldrig rigtig kom i gang
Så håbede man på fest i PARKEN, og den veloplagte Grønkjær gjorde sit, da han med en fiks aflevering sendte Niclas til baglinien, men Ailton headede hans glimrende indlæg ved siden af kassen. Brasilianeren løb som sædvanlig meget og viste flere gode detaljer, men også, at han fortsat mangler en del i timingen, når han får bolden ude på banen, hvor han mistede den lidt for ofte.

Det blev f.eks. illustreret i en og samme sekvens, hvor han først snød Mads Rieper med en brasse-lækker detaljer på midten af banen og satte kurs ned mod AC Horsens-målet, men så tøvede han lige en anelse for længe med at spille Lars fri i højre side. Den kommende Nürnberg-back fik dog bolden, men slog så et dårligt indlæg lige i nævnerne på Jochumsen.

AC Horsens havde intet at byde på i denne periode, man forsøgte af og til at slå nogle lange bolde op efter Macena, men det var barnemad for den nybagte far og hans forsvarskolleger. I den anden ende kom både Gravgaard og Brede også let til fadet på et par dødbolde, og begge havde nærgående hovedstødsforsøg, som dog gik over mål.

Efter 26 minutters spil burde Emil Laursen have peget på pletten igen, da Per Gade helt tydeligt stoppede et Grønkjær-indlæg med hånden inde i det kriminelle felt. Men han synes måske, at der skulle kompenseres lidt for det første straffe og vinkede spillet videre til almindelig undren blandt de hvidklædte.

Grønkjær og Niclas lavede mange gode detaljer i venstresiden, men det kneb lidt mere i vores højre side, hvor Hutch ikke havde en af sine bedste dage. Hjalte og Silber regerede på den centrale midtbane, og især Silber erobrede et hav af bolde og fordelte dem også yderst fornuftigt, når der skulle lukkes op med et skift fra den ene side til den anden. Desværre skød han lige på Jochumsen fra kanten af feltet, da han fik serveret en udmærket bold fra Ailton.

Man kunne dårligt nok sige, at AC Horsens levede på kontraer, for dem havde de heller ingen af, men mod slutningen af halvlegen var det som om vi gik ned i tempo og alligevel gav dem plads til at føre sig lidt frem. Måske var det alligevel gået for sovepudeagtigt let med det hurtige føringsmål og den massive dominans, men man skulle dog helt hen i overtiden, før man noterede et AC Horsens-skudforsøg, da Henrik Hansen forsøgte langt udefra.

Det Gyldne Bur forblev ikke tomt
Efter pausen fik piben dog hurtigt en anden lyd… der var kun spillet få minutter, da Brede var uopmærksom og lod indskiftede Lawan snuppe bolden fra ham midt på vores halvdel. Han slog den på tværs til Avci, der lagde en fremragende stikning ind i feltet mellem Niclas og Gravgaard til den fremstormende Macena, der tog et træk uden om Jesper og væltede omkuld i græsset. Straffe! Umuligt at se i situationen, og bolden havde han aldrig nået igen, selv om han var blevet på benene - men TV-billederne viste dog senere, at denne gang gjorde Emil Laursen ret i at fløjte.

Henrik Hansen sparkede den ind i Det Gyldne Bur til venstre for Jesper, som ellers var lige ved at nå ud og afværge. Pludselig var AC Horsens med igen, og der var ingen grund til at begynde at diskutere, om det var fortjent. Det var piv-hamrende ufortjent efter spil og chancer!

Ailton på tavlen igen
Der gik da heldigvis heller ikke mere end 6-7 minutter, før retfærdigheden skete fyldest. Grønkjær fik bolden i venstre side, og AC Horsens-forsvaret bakkede afventende lidt tilbage – forståeligt nok med tanke på, hvor tit han tidligere bare var spurtet forbi, når de gik tæt på ham. Men det gav ham i stedet plads til at slå et præcist indlæg mod Allbäck ved forreste stolpe, og han snittede den videre til Ailton, der fra nært hold headede den direkte op i målhjørnet til 2-1.

AC Horsens overgav sig ikke, men viste betydeligt mere aggressivitet og vilje end før pausen, men mere end et par ufarlige langskud udefra blev det ikke til, alt imens FCK kværnede derudaf i det velkendte, malende tempo, der ikke altid er lige kønt og offensivt sprudlende, men pokkers effektivt.

Med små tyve minutter burde indskiftede William Kvist have haft et straffe, da han soleklart blev hægtet bagfra af Akonnor, efter at han havde taget et godt dybdeløb og fået en præcis sukkerball fra Niclas. Men der var ikke flere pletskud fra Emil Laursens side, og dermed var kampen fortsat en alt for åben affære i forhold til styrkeforholdet – bl.a. illustreret ved, at AC Horsens sit første og eneste hjørne i kampen med godt et kvarter igen.

Kort efter kom Berglund på banen for Ailton, og han havde ikke været aktion ret længe, før han var ved at lukke og slukke. Lars slog et frispark langt oppe på banen, bolden blev snittet videre i feltet, og svenskeren kom susende inde foran mål og var tæt på at overliste Jochumsen.

Brede pådrog sit et dumt gult kort, da han forgæves jagtede en løs bold ud mod sidelinien og efterfølgende tjattede den ud over reklameskiltene. Nu vil næste kort udløse karantæne, uanset hvor mange point det giver. Brede var kort efter impliceret i et hændeligt, men meget uheldigt sammenstød, der bevirkede at Lawan måtte lade sig udskifte igen efter at den store nordmand var landet oven på ham efter en nærkamp.

Aldrig fare på færde
De sidste 10 minutter gik for det meste med, at hjemmeholdet fornuftigt kørte bolden rundt i egne rækker, mens AC Horsens endda måtte se sig reduceret til 10 mand, da Macena måtte humpe ud efter at have slået sig i en nærkamp, hvor han forsøgte at drible og tackle sig forbi fire-fem københavnere.

Langt inde i overtiden øgede William så til 3-1 med et følt skud fra kanten af feltet, efter at Hutch havde lagt en pasning tilbage til ham i feltet. Bolden sad helt ude ved Jochumsens venstre stolpe, der mærkeligt nok stod der endnu, efter at Silber kort forinden havde ramt den med et tordendrøn fra omkring 25 meters afstand!

3-1 - og så blev det heller ikke denne gang, AC Horsens tog sine første point fra Byens Hold. 6 kampe og 6 nederlag er det hidtil blevet i de indbyrdes opgør, men trods dagens sejre til Vejle og Silkeborg ser Kent Nielsens tropper ud til at være sikre på at have indløst billet til tre revancheopgør næste sæson. Meget taler for at det igen bliver med FCK som regerende mestre… der er fortsat 13 points forspring ned til FC Midtjylland og nu med kun 21 point at spille om.