Kampreferat: FCK-Rangers FC

Efter sommerens succesfulde TOTO Cup-deltagelse (tre sejre og en uafgjort) spillede F.C. København en sidste testkamp inden søndagens sæsonpremiere i Hvidovre, og den fandt sted i Parken mod de skotske mestre fra Rangers FC.

Skotterne havde en enkelt testkamp i benene mod Clyde FC hjemme i Skotland, inden de nu indledte en lille uges turne i Danmark med kampen i Parken tirsdag aften efterfulgt af en AaB-kamp i Aalborg torsdag aften og en Fremad Amager-kamp i Sundby lørdag aften.

Rangers landede mandag formiddag i København, som stadig var præget af søndagens store festivitas, hvor Bjarne Riis blev hyldet for sin Tour de France-sejr.

7.059 tilskuere fandt vej til Parken tirsdag aften og så et skotsk hold, som endnu var et stykke fra kampformen. Det gjaldt blandt andet Paul Gascoigne, som ikke var i truppen til aftenens kamp, og nyindkøbte Jörg Albertz fra HSV var heller ikke med.

Københavnerne dominerede især de første 20 minutter, hvor kampens eneste scoring også faldt. Efter ti minutter sendte Bjarne Goldbæk et frispark ind i feltet, hvor Henrik Larsen vandt en luftduel med Richard Gough, hvorefter Mate Sestan sparkede bolden i nettet.

Som kampen skred frem, kom Rangers bedre med, og Charlie Miller havde en udmærket chance for at reducere, da han rundede Antti Niemi i feltet, men sendte bolden i sidenettet.

FCK havde dog også chancer til 2-0, blandt andet efter en times spil, da Goldbæk skød tæt forbi mål, efter at Rangers’ nye svenske stopper, Joachim Björklund, havde blokeret et skud fra Martin Birn.

Brian Laudrup gjorde ikke meget væsen af sig i den skotske offensiv og blev midt i 2. halvleg udskiftet med Erik Bo Andersen, hvor også VM-spilleren Ally McCoist kom på banen for Charlie Miller.

I kampens sidste minut bragede indskiftede Lars Højer bolden på overliggeren, og alt i alt kan ingen indvende noget mod den københavnske testsejr. Skotterne havde derimod et stykke vej endnu, inden de om to uger skal spille to vigtige kvalifikationskampe mod de russiske mestre Alania Vladikavkaz om at komme i Champions League.

”Hvis Rangers spiller sådan mod Alania Vladikavkaz, ryger de ud af Europa. De har to uger til at komme i form, og det bliver svært,” sagde FCK-anfører Henrik Larsen.

Rangers-manager Walter Smith var dog efter omstændighederne fint tilfreds med kampen.

”Vi fik den testkamp, vi ønskede. Vi var rustne de første 25 minutter, men københavnernes kampform er også et niveau over vores, og jeg synes vi gjorde det rimeligt godt, især efter pausen, selv om vi ikke skabte så mange chancer. Men vi behøver kampe som denne,” sagde manageren.

Rangers vandt siden turneens to øvrige kampe med 3-2 over AaB og 9-1 mod Fremad Amager.


Matchfacts

Tirsdag den 23. juli 1996, kl. 19.00 i Parken. Træningskamp.
F.C. KØBENHAVN-RANGERS FC (Skotland) 1-0 (1-0)
10.: 1-0 Mate Sestan
7.059 tilskuere. Dommer: Jørn West Larsen

Antti Niemi – Thomas Schønnemann, Martin Nielsen, Morten Falch – Martin Birn, Bjarne Goldbæk, Jesper Sørensen, Henrik Larsen, Iørn Uldbjerg – Morten Nielsen, Mate Sestan

Reserver: Karim Zaza, Michael Mio Nielsen, Lars Højer, Carsten Hallum, Claus Nielsen

(FCK-udskiftningerne kendes ikke)

Rangers FC: 15 Stephen Wright – 2 Alec Cleland, 3 John Brown, 4 Richard Gough, 5 Gordan Petric, 6 Joachim Björklund, 7 Gordon Durie, 8 Barry Ferguson, 9 Charlie Miller (68.: 14 Ally McCoist), 10 Stuart McCall, 11 Brian Laudrup (68.: 17 Erik Bo Andersen)

Ikke benyttet: 1 Andy Goram, 12 Ian Durrant, 13 Theo Snelders, 16 Derek McInnes, 18 Greg Shields