Marcus Allbäck

Kampreferat: Car vs. FCK

Allerede et kvarter før kick-off viste de glimrende walisiske værter sig fra den gæstfrie side, da Danny Kaye gjaldede ud over Ninian Park med melodien "Wonderful, Wonderful Copenhagen". Det medførte lidt af en åbenbaring for de danskere på stadion, der gennem de senere år har undret sig over, at F.C. Copenhagen konsekvent omtales med en noget germansk betoning på HAGEN selv i de angelsaksiske lande. Misforståelsen, og antydningen af slægtskabet med den tyske sangerinde Nina, stammer helt enkelt fra føromtalte verdenshit tilbage i sidste århundrede.

Gæstfriheden fortsatte i kampens 2. minut, da Carmarthens anfører, Rhodri Jones, serverede en sukkeraflevering til Elrio van Heerden, der fandt en helt fri Thomas Røll i venstrekanten af feltet. Rølls afslutning strøg imidlertid tæt over mål. Røll var sammen med Peter Møller nye i startopstillingen i forhold til sømdagens kamp mod Viborg FF, og netop de to stod et par minutter senere bag en udmærket kombination, der bragte Peter Møller på skudhold. Keeper Anthony Pennock fik imidlertid parerret det hårde skud i stående position.

De få hundrede entusiastiske Carmarthen Town-fans, der havde taget turen tres kilometer øst på i bestræbelserne på at følge the local lads så i kampens indledning et "hjemmehold" rigt på fightervilje, men knapt så velhavende på teknisk kunnen. Og som 1.halvleg skred frem blev det stadig mere åbenlyst, at den største risiko for F.C. Københavns entré i UEFA Cuppens hovedturnering ville være en tilfældig første scoring til waliserne. En kampudvikling, som både ville tilføre nyt brændstof til Carmarthen-spillernes ukuelige løbe- og tacklevilje og genskabe det europæiske spøgelse i hovederne på FCK-spillerne.

I det 30. minut kunne Marcus Allbäck have manet den frygt til jorden, da han alene med målmanden forsøgte sig med en noget fortænkt afslutning med ydersiden. Resultatet var nedslående, og stillingen stadig 0-0 efter den halve time. Den status ændrede sig heller ikke, da Michael Gravgaard headede tæt forbi mål fra seks meters afstand efter et godt slået hjørne fra André Bergdølmo.

Men i kampens 37.minut mente målmåler Møller, at den minimale spænding skulle have en afslutning. Silberbauer fik en løs bold i midtercirklen på egen banehalvdel og rykkede på karakteristisk vis fri af tre halsende Camarthen-spillere, inden Peter Møller blev spillet helt blank. Toogtredive svigtede ikke og udplacerede sikkert en sprællende Pennock i det walisiske mål. Blot to minutter senere lagde F.C. København endeligt låg på spændingen i kvalifikationskampen, da Marcus Allbäck sled sig fri på venstrekanten og serverede Peter Møller med en direktør få meter fra mållinjen. Endnu engang var Møller kold som en brøndgravers. Kort efter kunne Røll havde sæsondebuteret på scoringstavlen, men han helkiksede sin afslutning fra ti meter. Det betød mindre i den store sammenhæng, da F.C. København kunne gå til pause med en samlet 4-0-føring. Desværre pådrog Elrio van Heerden sig et dumt gult kort umiddelbart før pausefløjtet.

Fra 2.halvlegs start sendte Camarthen-træner, Mark Aizlewood (tidligere spiller i Luton Town, Charlton Athletics og Leeds United), Craig Hughes på banen. Formentlig i håb om, at angriberen ville bidrage mere konstruktivt til løjerne på græstæppet på Ninian Park end de to gange, hvor han som tilskuer til Cardiff Citys hjemmekampe er endt med voldsdomme og en 10-årig udelukkelse fra stadion. Men heller ikke Hughes nåede på noget tidspunkt at teste Jesper Christiansen i det københavnske mål. Landsholdsreserven stod således ikke noteret for en eneste redning efter 90 minutter.

Matchbilledet ændrede sig ikke meget fra 2. halvlegs start, hvor større koncentration hos især Elrio van Heerden og Lars Jacobsen kunne have udmøntet sig i yderligere FCK-scoringer. Helt fri med Pennock tog sydafrikaneren sig for god tid, inden han afsluttede lige på målmanden. Og med samme lidt afslappede attitude undlod Allbäck kort efter at spille sin egen chance, da han fik bolden i fri position midt i feltet. I stedet for at afslutte forsøgte han at firsttime til van Heerden, men afleveringen blev for upræcis. Større svensk egoisme i feltet ville ikke være at foragte fremover.

Så var der mere velgørende grådighed over Bergdølmos frispark fra tyve meter midt i 2. halvleg. Desværre strøg skuddet lige over tværribben. Ind fra bænken kom Peter Ijeh og Janne Saarinen. Sidstnævnte overtog venstrekanten fra Røll, der til gengæld overtog pladsen i midten fra Linderoth, hvilket kunne være en indikation af, hvordan Backe påtænker at løse weekendens udfordring mod Silkeborg IF, hvor holdets svenske kaptajn har karantæne.

Og mens minutterne tikkede ned mod næste dags lodtrækning for F.C. København forlystede de walisiske tilskuere sig med at diskutere dagens hændelser i Cricket-testkampen mellem England og Australien i Nottingham. Med endnu fire dages spil tilbage var den generelle opfattelse, at englænderne stadig havde tid til at vinde kampen...

Og så var Peter Ijeh pludselig fri med Pennock, der imidlertid præsterede lidt af en pragtredning på nigerianerens afslutning. Kort efter kom Álvaro Santos på banen i stedet for den dobbelte målscorer Møller, og i sin første aktion kanonerede han bolden på undersiden af overliggeren fra kanten af feltet. Det var et glimt af brasiliansk verdensklasse i den småkolde walisiske aften.

Meget mere blev det ikke til, selv om de cirka 30 velsyngende og medrejsende FCK-fans opfordrede spillerne til at levere et mål at gå hjem på. Ikke noget urimeligt ønske al den stund, at gåturen trods alt var på cirka 1200 kilometer. Tættest var Elrio van Heerden endnu engang, da han sled sig fri af sin oppasser og nåede først til en tværaflevering fra Ijeh. Endnu engang stod Pennock i vejen, og Tref Caerfyrddins fyraftensproffer kunne derfor trække sig ud af årets europæiske kampagne med æren i behold, mens F.C. Københavns spillere kunne gå i bad med bevidstheden om, at kampen sagtens kunne være endt med tenniscifre. At spillerne var en smule mere beskedne med scoringerne end waliserne med anvendelsen af konsonanter i by- og gadenavne skal dog ikke overskygge den kendsgerning, at arbejdet blev udført professionelt fra bagerste til forreste mand.