Kampreferat: AaB vs. FCK
11/09 2000 23:00
Ståles store revanche
Pænt over 7.000 tilskuere var på plads i Aalborg på en helt almindelig mandag aften, der dog ikke var helt almindelig for AaB-fans: det var aftenen, hvor Ståle Solbakken vendte tilbage til sin gamle hjemmebane. Det var klart for enhver at Ståle ikke ligefrem var en velkommen gæst, og der var da også sat en enkelt dukke op samt et par bannere, som tydeligt forklarede hvad AaBs fans mente om Ståles klubskifte. Det samme var tilfældet med slagsangene dernede fra – AaB-fansene var helt tydeligt meget mopsede.
Ståle startede inde, og første gang han rørte bolden – i cirka et sekund – brød der en pibekoncert ud, og anden gang, hvor han holdt på den i længere tid og så spillede den perfekt videre, fortsatte det. Det så ud til at passe Ståle aldeles glimrende. Han spillede en pragtkamp og blev bedre og bedre jo længere han kom ind i kampen; og det samme gælder resten af holdet, der startede meget nervøst og slet ikke kunne følge med, men så fik fat og sluttede af med stil.
Der var mildt sagt intet der tydede på at det hele skulle gå så godt i begyndelsen af kampen, for især kantspillerne hos AaB havde frit spil og spadserede lige gennem F.C. Københavns forsvar. Samtidig hang afleveringerne på midten ikke sammen, og det førte til AaBs første chance. Det var Christian Lønstrup, der sjuskede, og bare få sekunder senere var Søren Frederiksen i feltet og fyrede som sædvanlig løs, denne gang over mål.
Hele det første kvarter var et langt optræk til et AaB-mål, og det kom også efter et hjørnespark. Først havde Allan Gaarde fremtvunget det i venstresiden, da Mio rettede hans indlæg af, og så fulgte en mindre episode, da der blev lobbet et bæger Thor ind over hegnet fra Vesttribunen, hvor AaB-fansene stod. Kim Milton fremskaffede bægeret og gik over til AaB-bænken, efterlod sine instrukser og gik så tilbage for at få taget hjørnesparket, som Allan Gaarde efter et grufuldt klumpspil bugserede i mål.
Der blev annonceret, at Gaarde havde scoret, samt at hvis ikke folk holdt op med at smide ting ind, ville tribunen blive ryddet øjeblikkeligt. Uden dog at instruksen blev fulgt til punkt og prikke, lykkedes det at få spillet kampen færdig med folk på alle tribuner.
AaBerne fortsatte i overlegen stil, og det tætteste F.C. København havde på en chance var da Thomas Thorninger stak en bold indenom til Harald Brattbakk, som Brattbakk var tæt på at få sendt mod mål, men som blev tacklet ud til hjørne. Imens var AaB-spillerne konstant farlige, især Anders Andersson, der styrede AaB-spillet på midtbanen.
Første farlige forsøg fra F.C. København kom endelig kort før der var spillet en halv time. Zuma var ved at score, da han energisk fik tacklet en bold videre som blev stukket ind bag ved AaB-forsvaret. Zuma burde have scoret, men Jimmy Nielsen kom ud og fik blokeret skuddet, der da også sad lige på ham.
Det var altså ikke helt uventet, men næsten, da Harald Brattbakk scorede efter en vanvittig tilbagelægning, der lå lige midt imellem de to bageste hos AaB. Chancen opstod efter en hjørnesparkskombination, og det var en som må kaldes endnu værre udnyttet end den, der første til Thomas Rytters udvisning mod Brøndby. Harald sprintede igennem og trak indad, og en brøkdel af et sekund før han ville blive tacklet skubbede han den i mål med højre, til en forbløffende tavshed hos næsten alle andre end den lille samling København-fans bag det ene mål, der til gengæld hoppede omkring som en sæk lopper.
Det var tydeligt, at nu begyndte de mange meget farlige AaB-chancer at blive mere tilfældige – ja, og meget mindre farlige. Og vi kunne gå nedenunder og få en kop kaffe med et selvtilfreds grin over for en gangs skyld at have været lidt heldige, og så en lidt ængstelig mine over om forsvaret nu holdt.
Der var ikke meget at være bange for, skulle det vise sig fra begyndelsen af anden halvleg. Nu kørte spillet meget bedre. Pasningerne lå mere præcist, der var ikke så mange fejl, og fremfor alt havde Ståle på midten, der var fuldstændig overlegen; pibekoncerterne døde endda ud, for det var plat umuligt at få bolden fra ham, og i en fejlfri halvleg lagde han den ene fornuftige og spilåbnende bold efter den anden. Samtidig havde vi et forsvar, der stod helt perfekt, især inde på midten. AaB øste lange bolde op uden at få de bageste til at gå i panik overhovedet.
Harald burde have fået mere ud af et indlæg, der kom efter en æstetisk meget tilfredsstillende tæmning af Zuma, men han fik kun snittet bolden over mål. Ståle var tæt på at få scoret ved et hjørnespark, hvor han fik lov til at stå meget fri, men også kun fik snittet med hovedet. Og Lønstrup fik driblet sig flot fri i højre og spillede Zuma fri. Zuma var ikke offside, men det var Harald, og det blev dømt – derved slap Milton for at tage stilling til noget der lignede et lille straffe mod Zuma.
Så kom kampens store øjeblik, en af de stunder, hvor man trods bedre viden får det indtryk, at det hele var planlagt på forhånd, fordi det passer så perfekt. København fik frispark i venstre side, som blev taget helt perfekt af Donatas, og ved den bageste stolpe kom Ståle Solbakken ind og headede den i kassen – hvorefter han kold som en agurk løb med hænderne bag ørerne i en ”Jeg kan ikke høre jer”-attitude langs med baglinien; længe nok til at sikre sig at enhver fotograf og enhver tilskuer på stadion ville være i stand til at registrere ham og tage de nødvendige billeder.
Donatas var tæt på at øge, da han blev spillet dybt af Thorninger, men han kom lige for sent til at kunne prikke bolden udenom Jimmy Nielsen, og David Nielsen, der kom ind til sidst, beviste det som man også kunne sige om Brattbakks mål: det er bestemt ikke let at score, når man har for meget tid. David fik driblet sig igennem AaB-forsvaret, og linievogteren vinkede ham fejlagtigt offside. Milton så dog at han var gået selv og ikke lå offside, men David afsluttede lige på Jimmy Nielsen.
Sidste chance blev AaBs, og de skal have en cadeau for ikke at give op. Det blev dog mest af alt en tilfældighed, og Thomas Gaardsøe og Allan Gaarde kunne i fællesskab ikke få andet end en halv afslutning afsted. Og derfor er det helt sikkert ikke urimeligt at sige at sejren var fortjent, for efter den vaklende start var København det klart bedste hold i den sidste time og skabte, ligesom mod AB, de bedste chancer trods et til tider kraftigt pres fra modstanderne.
Det sluttede med 2-1, og med at samtlige reportere stormede ind på banen for at interviewe hovedpersonen fra Norge. Og så kunne man ellers defilere ned til kabinen, og skulle nogen være i tvivl om at humøret er helt i top lige nu, så var den tvivl væk efter at man så ansigterne på de spillere, der lige havde gjort det, om ikke umulige, så dog sjældne, og sang ”Hvem var det der vandt i dag!” inde i omklædningsrummet.
Pænt over 7.000 tilskuere var på plads i Aalborg på en helt almindelig mandag aften, der dog ikke var helt almindelig for AaB-fans: det var aftenen, hvor Ståle Solbakken vendte tilbage til sin gamle hjemmebane. Det var klart for enhver at Ståle ikke ligefrem var en velkommen gæst, og der var da også sat en enkelt dukke op samt et par bannere, som tydeligt forklarede hvad AaBs fans mente om Ståles klubskifte. Det samme var tilfældet med slagsangene dernede fra – AaB-fansene var helt tydeligt meget mopsede.
Ståle startede inde, og første gang han rørte bolden – i cirka et sekund – brød der en pibekoncert ud, og anden gang, hvor han holdt på den i længere tid og så spillede den perfekt videre, fortsatte det. Det så ud til at passe Ståle aldeles glimrende. Han spillede en pragtkamp og blev bedre og bedre jo længere han kom ind i kampen; og det samme gælder resten af holdet, der startede meget nervøst og slet ikke kunne følge med, men så fik fat og sluttede af med stil.
Der var mildt sagt intet der tydede på at det hele skulle gå så godt i begyndelsen af kampen, for især kantspillerne hos AaB havde frit spil og spadserede lige gennem F.C. Københavns forsvar. Samtidig hang afleveringerne på midten ikke sammen, og det førte til AaBs første chance. Det var Christian Lønstrup, der sjuskede, og bare få sekunder senere var Søren Frederiksen i feltet og fyrede som sædvanlig løs, denne gang over mål.
Hele det første kvarter var et langt optræk til et AaB-mål, og det kom også efter et hjørnespark. Først havde Allan Gaarde fremtvunget det i venstresiden, da Mio rettede hans indlæg af, og så fulgte en mindre episode, da der blev lobbet et bæger Thor ind over hegnet fra Vesttribunen, hvor AaB-fansene stod. Kim Milton fremskaffede bægeret og gik over til AaB-bænken, efterlod sine instrukser og gik så tilbage for at få taget hjørnesparket, som Allan Gaarde efter et grufuldt klumpspil bugserede i mål.
Der blev annonceret, at Gaarde havde scoret, samt at hvis ikke folk holdt op med at smide ting ind, ville tribunen blive ryddet øjeblikkeligt. Uden dog at instruksen blev fulgt til punkt og prikke, lykkedes det at få spillet kampen færdig med folk på alle tribuner.
AaBerne fortsatte i overlegen stil, og det tætteste F.C. København havde på en chance var da Thomas Thorninger stak en bold indenom til Harald Brattbakk, som Brattbakk var tæt på at få sendt mod mål, men som blev tacklet ud til hjørne. Imens var AaB-spillerne konstant farlige, især Anders Andersson, der styrede AaB-spillet på midtbanen.
Første farlige forsøg fra F.C. København kom endelig kort før der var spillet en halv time. Zuma var ved at score, da han energisk fik tacklet en bold videre som blev stukket ind bag ved AaB-forsvaret. Zuma burde have scoret, men Jimmy Nielsen kom ud og fik blokeret skuddet, der da også sad lige på ham.
Det var altså ikke helt uventet, men næsten, da Harald Brattbakk scorede efter en vanvittig tilbagelægning, der lå lige midt imellem de to bageste hos AaB. Chancen opstod efter en hjørnesparkskombination, og det var en som må kaldes endnu værre udnyttet end den, der første til Thomas Rytters udvisning mod Brøndby. Harald sprintede igennem og trak indad, og en brøkdel af et sekund før han ville blive tacklet skubbede han den i mål med højre, til en forbløffende tavshed hos næsten alle andre end den lille samling København-fans bag det ene mål, der til gengæld hoppede omkring som en sæk lopper.
Det var tydeligt, at nu begyndte de mange meget farlige AaB-chancer at blive mere tilfældige – ja, og meget mindre farlige. Og vi kunne gå nedenunder og få en kop kaffe med et selvtilfreds grin over for en gangs skyld at have været lidt heldige, og så en lidt ængstelig mine over om forsvaret nu holdt.
Der var ikke meget at være bange for, skulle det vise sig fra begyndelsen af anden halvleg. Nu kørte spillet meget bedre. Pasningerne lå mere præcist, der var ikke så mange fejl, og fremfor alt havde Ståle på midten, der var fuldstændig overlegen; pibekoncerterne døde endda ud, for det var plat umuligt at få bolden fra ham, og i en fejlfri halvleg lagde han den ene fornuftige og spilåbnende bold efter den anden. Samtidig havde vi et forsvar, der stod helt perfekt, især inde på midten. AaB øste lange bolde op uden at få de bageste til at gå i panik overhovedet.
Harald burde have fået mere ud af et indlæg, der kom efter en æstetisk meget tilfredsstillende tæmning af Zuma, men han fik kun snittet bolden over mål. Ståle var tæt på at få scoret ved et hjørnespark, hvor han fik lov til at stå meget fri, men også kun fik snittet med hovedet. Og Lønstrup fik driblet sig flot fri i højre og spillede Zuma fri. Zuma var ikke offside, men det var Harald, og det blev dømt – derved slap Milton for at tage stilling til noget der lignede et lille straffe mod Zuma.
Så kom kampens store øjeblik, en af de stunder, hvor man trods bedre viden får det indtryk, at det hele var planlagt på forhånd, fordi det passer så perfekt. København fik frispark i venstre side, som blev taget helt perfekt af Donatas, og ved den bageste stolpe kom Ståle Solbakken ind og headede den i kassen – hvorefter han kold som en agurk løb med hænderne bag ørerne i en ”Jeg kan ikke høre jer”-attitude langs med baglinien; længe nok til at sikre sig at enhver fotograf og enhver tilskuer på stadion ville være i stand til at registrere ham og tage de nødvendige billeder.
Donatas var tæt på at øge, da han blev spillet dybt af Thorninger, men han kom lige for sent til at kunne prikke bolden udenom Jimmy Nielsen, og David Nielsen, der kom ind til sidst, beviste det som man også kunne sige om Brattbakks mål: det er bestemt ikke let at score, når man har for meget tid. David fik driblet sig igennem AaB-forsvaret, og linievogteren vinkede ham fejlagtigt offside. Milton så dog at han var gået selv og ikke lå offside, men David afsluttede lige på Jimmy Nielsen.
Sidste chance blev AaBs, og de skal have en cadeau for ikke at give op. Det blev dog mest af alt en tilfældighed, og Thomas Gaardsøe og Allan Gaarde kunne i fællesskab ikke få andet end en halv afslutning afsted. Og derfor er det helt sikkert ikke urimeligt at sige at sejren var fortjent, for efter den vaklende start var København det klart bedste hold i den sidste time og skabte, ligesom mod AB, de bedste chancer trods et til tider kraftigt pres fra modstanderne.
Det sluttede med 2-1, og med at samtlige reportere stormede ind på banen for at interviewe hovedpersonen fra Norge. Og så kunne man ellers defilere ned til kabinen, og skulle nogen være i tvivl om at humøret er helt i top lige nu, så var den tvivl væk efter at man så ansigterne på de spillere, der lige havde gjort det, om ikke umulige, så dog sjældne, og sang ”Hvem var det der vandt i dag!” inde i omklædningsrummet.
