Jul på toppen

Tre af F.C. Københavns angribere, Møller, Todi og Simpson giver herunder læserne et indblik i hvordan deres jul spænder af.

Færøerne er, ikke overraskende, stedet, hvor Todi i år skal holde jul sammen med familien. Ligesom Todi drager også Møller hjem til fødeegnen, hvor familien i Aalborg venter, mens Pascal er noget mere eksotisk i sit valg, da han drager til Miami i Florida, hvor han ringer julen ind på South Beach med sin kæreste.

På menukortet juleaften står den på færøsk lammekød for Todi, mens den Møllerske familie sætter tænder i den traditionelle danske andesteg. Pascal slår fast, at han skal have det store svenske julebord, så han må nok påregne at betale overvægtsafgift for kufferterne i lufthavnen, hvis det skal være på den rigtige måde med lutefisk, pepparkokor og hvad de ellers fortærer på svensk vis.

Højeste julegaveønske for Møller er at blive helt fri for skader, mens Pascal ønsker sig så meget lutefisk, som det overhovedet er menneskeligt muligt at konsumere. Todi har ingen store ønsker, men på spørgsmålet om bedste julegave nogensinde svarede han en videomaskine i beta-max-format, han fik som 10-årig. Møller svarede på denne kategori en Jyllands-Ringen- racerbane, mens Pascal ikke kunne komme i tanke om sin.

At score mange mål for FCK er Todis nytårsfortsæt, mens Møller lader forstå at et DM til FCK er hans. Pascal ønsker at kvitte brugen af sin jävla snustobak og udover det, ønsker han sig at blive far i løbet af det kommende år.

Den perfekte julemand for Møller er Mykland, hvis han i tilgift får lov til at hvidpensle hans skæg, mens Todi peger på Benny Gall på grund af hans julemandslignende korpus. Pascal mener, at han selv vil være den perfekte julemand, for han er efter egne ord god til børn.

Fck.dk's julegaveidé til Todi: Et Beta-max bånd om Færøernes skønne natur, når tankerne går i den retning.
Fck.dk's julegaveidé til Pascal: Et par strækbukser han kan iføre sig efter lutefisk-orgiet.
Fck.dk's julegaveidé Møller: En skulptur af hans gyldne højrepote.