Jesse Joronen

Jesse om KuPS: Et velorganiseret hold i en by med sjove mennesker

Den kommende sæson begynder allerede 12. juli med en udekamp mod finske Kuopion Palloseura (KuPS) i første af runde af Europa League-kvalifikationen. Og i vores nye finske målmand Jesse Joronen har vi en mand med en vis insiderviden om KuPS og finsk fodbold.

”De er et meget velorganiseret hold, og de spiller rigtig godt efter en finsk målestok. Jeg kender et par af spillerne fra tiden på Finlands U-landshold – Petteri Pennanen og Henri Toyvomäki - og de har et udmærket hold,” siger Jesse, der har været ”udenlands-finne” siden 2009 og derfor kun har fulgt med på afstand.

>> Femte møde med finsk hold

”Mit indtryk er, at de forsøger at spille offensiv fodbold. Jeg har ikke fulgt dem meget tæt, men i de kommende uger begynder vi jo at se nærmere på dem med videomateriale osv.,” siger han.

I toppen af finsk fodbold
KuPS er kvalificeret til europæisk fodbold gennem en andenplads i sidste års turnering (der følger kalenderåret og har det mundrette navn Veikkausliiga). I indeværende sæson, som begyndte i april og slutter i oktober, ligger klubben på en tredjeplads efter 16 kampe med 11 point op til HJK Helsinki på førstepladsen.

”Helsinki er det store hold i Finland. Der har været et par overraskelser i de seneste sæsoner, men Helsinki er helt klart den største klub med de største muskler. KuPS er blandt en gruppe klubber, som ligger niveauet under Helsinki,” forklarer Jesse og hentyder til, at HJK Helsinki både i 2015 og 2016 missede guldet oven på seks mesterskaber i træk.   

>> KuPS Kuopio i første runde

”Finsk fodbold udvikler sig, og der sker en del især på ungdomsfronten. U19-EM bliver afholdt i Finland i juli, og der er rigtig mange U19-spillere, som allerede spiller i den bedste finske række,” siger Jesse.

En sjov tur for fans
Hvis man skulle have tid, lyst og råd, kan turen til Kuopio klares på 3-4 timer via en mellemlanding i Helsinki.

Og Jesse kan kun anbefale et møde med Kuopio, der er Finlands niendestørste by og befolket af hyggelige mennesker.

”De mennesker, som lever i og omkring Kuopio er meget specielle – i en positiv forstand. Det er sjove mennesker, som altid har en joke i ærmet, et glimt i øjet og bruger masser af ironi. Det bliver sjovt for de FCK-fans, der tager turen,” siger han.

Kampen i Kuopio spilles 12. juli kl. 18.00. Returkampen spilles 19. juli kl. 20.00 i Telia Parken.

>> Bliv klar til den nye sæson - find dit sæsonkort eller abonnement her