Igen flere end 30.000 i Parken

Der var igen en fantastisk ramme i Parken til søndagens topkamp mellem F.C. København og FC Nordsjælland, hvor 30.671 tilskuere var på plads. 

Interessen for at komme i Parken, til F.C. Københavns kampe er meget stor, og søndag var det tredje Superligakamp i foråret med flere end 30.000 på tribunerne. Derfor forventer vi også, at der bliver rift om pladserne til Mesterskabsspillets resterende kampe:

En utroligt flot kulisse
”Først og fremmest, så skylder vi F.C. Københavnerne en stor tak for igen at skabe en utroligt flot kulisse for en kamp i Parken. Det var virkelig fedt at opleve igen og gør helt sikkert også sit til, at mange kommer igen næste gang,” siger direktør i F.C. København, Jacob Lauesen og fortsætter:

”Vi kan allerede nu se på billetsalget, at der er stor interesse for at være en del af de fire hjemmekampe, vi har tilbage i Superligaen. Derfor forventer vi ikke, at tilskuertallene resten af foråret falder – tværtimod,” siger Jacob Lauesen.

Gennemsnittet til forårets første fire hjemmekampe har været på 29.922, og til kampen mod Viborg måtte vi melde helt udsolgt. Det kan meget vel blive tilfældet igen til flere af de kommende kampe.

Forventer flere udsolgte kampe
”Det er helt sikkert en god ide allerede nu at få sikret sig en plads til de kommende kampe, for vi forventer flere af dem bliver udsolgte. Det er fantastisk, at vi er kommet hertil og vi glæder os meget til at spille i Parken igen,” siger Jacob Lauesen.

Kampprogrammet i Parken ser således ud:

  • 16. april kl. 16.00: F.C. København-Viborg 
  • 30. april kl. 16.00: F.C. København-Brøndby
  • 21. maj kl. 18.00: F.C. København-AGF
  • 4. juni kl. 17.00: F.C. København-Randers

>>> Find din plads til opgørene her!