Ibrox i Løvens tegn

Den obligatoriske træning på værternes hjemmebane blev gennemført tirsdag aften foran et presseopbud på 30-40 mand. Den første halve time gik med stimevis af interviews til skotske og danske medier.

Selve træningssessionen var stort set identisk med den på Malta, da Sliema Wanderers blev slået 6-0. Det blev til en del afslutningstræning, hvor målmænd og spillere skiftevis viste høj klasse.

Det store spørgsmålstegn var Peter Nielsens skade. Til dette svarede Hans Backe:

- Nu træner Peter i dag. I morgen træner vi klokken 11, og herefter tager vi beslutningen om han skal spille eller ej.

Der blev ydermere spurgt flittigt til de taktiske dispositioner, og F.C. Københavns cheftræner fortalte:

- For det første så er Rangers et hold der holder meget på bolden - det så man specielt mod Kilmarnock. Omkring Peter Løvenkrands, så mener jeg at det vigtigste er, at få stoppet afleveringen til ham, og ikke tænke så meget i "one-to-one"-situationerne. Så skal vi selvfølgelig holde vores organisation og et højt niveau - det siger sig selv, var Hans Backes afsluttende kommentar inden han satte aftenens træning i gang.

Fotos: Birger Vogelius