Hvem er Carmarthen Town?

Carmarthen er en by med cirka 16.000 indbyggere omkring 80 km. vest for Cardiff i den vestlige del af Wales. Klubben Carmarthen Town AFC eller Cpd Tref Caerfyrssin for at give dem deres rigtig "walisiske" titel blev stiftet i 1948, mens det først var i 1996, at holdet rykkede op i den bedste række i landet. Klubben har aldrig vundet den walisiske liga, men pga. af en 3 plads i ligaen spillede holdet Intertoto fodbold tilbage i 2001, hvor modstanderen var svenske AIK Stockholm. Holdet opnåede 0-0 mod AIK Stockholm i Wales (på Aberystwyths Stadion) og tabte 3-0 på Råsunda Stadion. Det er klubbens eneste Europa Cup erfaring før den sæson.

I de sidste tre år er holdet sluttet udenfor medaljerækkerne, men mandskabet har vist sig at være gode i pokalturneringen, hvor holdet sidste sæson, til trods for en skuffende 6. plads i ligaen, gik videre til pokalfinalen, hvor de tabte i en tæt kamp til TNS. TNS fortsatte succesen og vandt "The Welsh Double" og deltog i Champions League kvalifikationen, mens Carmarthen Town deltager i UEFA Cup kvalifikationen for første gang som tabende pokalfinalehold.

Første gang i UEFA Cup kvalifikationen
Det var en stor aften for walisisk fodbold sidste torsdag, da det for første gang nogensinde lykkedes to walisiske hold at komme gennem den første kvalifikationsrunde. Vores modstander tabte 2-0 til Longford Town i Irland, men gik videre efter et fantastisk 5-1 resultat i Newtown i midt Wales (Carmarthens egen hjemmebane, Richmond Park, er ikke godkendt til UEFA Cup brug). Det var en historisk aften for klubben og de første mål klubben nogensinde har scoret i de europæiske turneringer!


Carmarthen Town før 5-1-sejren over Longford Town. Foto: John Baker


Walisisk fodbold har i lang tid været en semi-professionel liga, og de bedste spillere tager over grænsen til England og spiller for professionelle klubber. Så kendte walisiske spillere som Ryan Giggs, Mark Hughes, Gary Speed og Craig Bellamy har alle startet deres karriere i Wales, mens de allerede som teenagere er flyttet til de store klubber østpå, og det er således meget svært for de små walisiske klubber at konkurrere med deres rige engelske naboer. Carmarthens hold er derfor en blanding af erfarne gamle ex-professionelle spillere og unge lokale talenter.

Erfaring og talenter
I mål kan vi forvente at se 34-årige Tony Pennock, som har spillet i en række engelske anden og tredje divisions klubber og samtidig også er målmandstræner i Swansea City.

Én af de absolutte profiler på holdet er forsvarsspilleren, Gary Lloyd, som har spillet 22 UEFA Cup kampe, de fleste for Barry Town, som bl.a. har mødt Dynamo Kiev og Porto i Champions League kvalifikationen - uden at gå videre til næste runde. Gary Lloyd scorede to mål i Carmarthens choksejr på 5-1 over Longford Town i sidste runde. Han er også klubbens frisparksskytte.

På midtbanen huserer den forholdsvis erfarne, Rhodri Jones, som var lærling hos Manchester United, før han startede som professional for Rotherham Town i England. Han er klubbens anfører og blev valgt af klubbens fans som årets spiller sidste sæson.


Rhodri Jones er 23 år gammel med fortid i Manchester United. Foto:John Baker


I angrebet er det igen en blanding af ældre erfarne spillere og unge talenter og 20-årige Danny Thomas besidder det bedste CV. Han spillede både på det walisiske U-17 og U-19 landshold og har derudover spillet tre år for Cardiff City i den engelske Championship Division. Han er en stærk og målfarlig herre.


Danny Thomas er en af de unge lovende talenter i angrebet. Foto: John Baker


Cheftrænerjobbet er delt mellem Manager Mark Jones, som er ansvarlig for holdudvælgelsen og indkøb af nye spillere, mens Mark Aizlewood er "Club Coach". Aizlewood er en meget respekteret træner, der som spiller har spillet for Luton Town, Charlton og Leeds og samtidig også på det walisiske landshold. Han er lige vendt tilbage til Carmarthen efter en sviptur til Chester City, hvor han var en del af Ian Rush's trænerteam i sidste sæson.

Niveauet?
Det er her man skal være forsigtig! At bedømme efter resultaterne i træningskampene - svarer den walisiske liga til anden eller tredje division i England, og da den walisiske liga ikke er startet endnu, burde F.C. København være i betydelig bedre kampform.

Carmarthen kan ikke afvikle returkampen på deres egen hjemmebane, og det kan vise sig at være en lille fordel for os. Ninian Park i Cardiff er også et gammel stadion, men banen som skal bruges til engelsk Championship League fodbold skulle være i orden, og selvom der er plads til 22.000 tilskuere forventes der ikke det store fremmøde fra Carmarthens side, og det bliver derfor ikke nogen "heksekedel" i Cardiff!

Den samlede sejr skal grundlægges her i København og med hurtigt præcist positionsspil skulle vi have mulighed for at åbne Carmarthens forsvar. Vi skal derudover være iskolde foran mål og vores tempospil må være nøglen til succes.

Glæd jer til UEFA Cup fodbold i PARKEN!