Humøret bevaret

Første arbejdsdag efter et skuffende fodboldresultat i weekenden plejer aldrig at være den sjoveste. Ved dagens træning kan man da også primært takke humørbomben Tomas Antonelius for, at man alligevel havde smil på læben. Til trods for "Tobbes" karrierestop, så deltog han til dels i dagens træning og det smittede rent humørmæssigt af på den resterende spillertrup.

Træningen forløb som den ofte forløber efter en kamp. Den 70 minutter lange træningssession bestod primært af restitution og taktisk træning. Til sidst blev det dog til en næsten halv time lang fodboldseance, hvor Álvaro, Møller, Gall, Peter Christiansen, og Tomas Antonelius deltog, mens Carsten V. Jensen og Anders Storskov også gerne ville "lege" med.

Gall og Antonelius vogtede målet på skift, og så gjaldt det ellers primært for Møller og Álvaro om at sparke PCs indlæg i kassen - det blev til en del sjove episoder.

Tirsdag morgen drager 19 spillere og en del ledere af sted til Budapest for at forberede sig på onsdagens UEFA Cup-kamp mod Ferencváros.