Hilsen fra Malaga

F.C. Københavns store indsats i den første kamp mod S.S. Lazio har i den grad sat sig spor rundt omkring i Europa. Fra Malaga i Spanien har Flemming Østergaard modtaget et meget engageret brev fra en 88-årig dansker, der fulgte intensivt med i begge Eurosports transmissioner fra kampen i PARKEN. Således skriver han indgående om flere konkrete spilsituationer, hvor især Zuma, Fernandez og Poulsen roses til skyerne. Hermed et lille uddrag:

"At der var andre, der synes at kampen var meget værd blev slået fast med syvtommersøm, da Eurosport valgte at sende kampen - lidt forkortet - dagen efter. At speakeren, ved kampens afslutning, sang "wonderful, wonderful Copenhagen" var skønt, og jeg indrømmer, at jeg sad med tårer i øjnene. ...Jeg håber af mit ganske hjerte, at I får et godt resultat i Rom. OG HILS GUTTERNE."

Det være hermed gjort.