Helsingborgs IF

F.C. København møder, torsdag den 8. marts, det tidligere svenske mesterhold, Helsingborgs IF, i semifinalen i Royal League, i PARKEN. HIF er blandt de mest traditionsrige svenske hold, med blandt andet en placering i top 5 over flest vundne kampe, i den bedste svenske række. Holdet har vundet det svenske mesterskab seks gange, senest i 1999, og den svenske pokalturnering tre gange, og er forsvarende pokalmestre.

HIF kvalificerede sig til Royal League via en fjerdeplads i den netop overståede sæson. I det indledende gruppespil var Helsingborg ubesejret indtil sidste kamp, som de tabte med 0-3 til danske OB. Inden da havde de blandt andet besejret Rosenborg og samme OB, samt spillet tre uafgjorte kampe. På trods af kun et enkelt nederlag, endte Helsingborg på tredjepladsen i puljen, og var det lavest placerede hold der gik videre til kvartfinalerne.

I kvartfinalen mødte HIF det norske hovedstadshold Vålerenga. Der var ikke meget der tydede på at svenskerne skulle avancere til kvartfinalerne, da de kom bagud i første halvleg og samtidig måtte se sig reduceret til ti mand, da Babis Stefanidis så gult to gange indenfor fire minutter. Helsingborg holdt stand i undertal og da der var omkring ti minutter tilbage af kampen, scorede de to gange på tre minutter og vendte derved fuldstændig kampen på hovedet.

Holdet har mange bekendte af dansk fodbold. Andreas Jakobsson og Babis Stefanidis har begge optrådt for Brøndby IF, mens Erik Wahlstedt har spillet tre sæsoner for Esbjerg fB. Også holdets assistenttræner, Hans Eklund, har en fortid som spiller i Danmark, hvor han stillede op for Viborg FF. Der er tillige blevet handlet en del spillere mellem F.C. København og Helsingborgs IF. Byens Hold har hentet både Álvaro Santos og Atiba Hutchinson i den skånske klub, mens Peter Christiansen tidligere har taget den modsatte vej over Øresund.

Helsingborgs absolut største stjerne kommer med garanti ikke i kamp, da han i øjeblikket er udlejet til Manchester United. Det er selvfølgelig Henrik ”Henke” Larsson der er tale om. Også Babis Stefanidis er ude, da han fik rødt kort i kvartfinalekampen. Det samme gør sig gældende for københavnernes Jesper Grønkjær.

F.C. København har aldrig mødt det svenske hold i en officiel kamp. Det er dog blevet til adskillige træningskampe, i såvel den hedengangne Øresunds Cup, som mere almindelige træningskampe. I 2000 spillede de to hold 3-3 på Olympia, efter at løverne havde været foran 3-0 ved pausen. Året efter mødtes de to hold igen – denne gang på dansk grund – og i den kamp trak Helsingborg det længste strå, igen efter københavnsk føring, da svenskerne vandt opgøret 2-3.

Efter endnu et år, i 2002, stod de to kombattanter overfor hinanden igen. Denne gang var det i reserveholdsturneringen Øresunds Cup og F.C. København vandt med 1-0, efter at have vadet i chancer hele kampen igennem. Senest de to hold mødte hinanden var i endnu en træningskamp i 2004. Her stillede Byens Hold op med deres ITU trup, mens Helsingborg stillede med deres seniorer. Det blev til en 2-0 sejr efter en meget lige kamp.